Folkeskolen i Brøndby klarer sig dårlig
Af Oluf Kruse, medlem af socialdemokratiet i Brøndbyvester Åparken 72 2605 Brøndby Den 19. oktober kunne man læse om Brøndby Strand Skole i Folkebladet. I den forbindelse vil jeg tilføje: Man finder en statistik, der passer ind i det billede, man gerne vil se. Det hedder manipulation. Hvad med at se på Undervisningsministeriets statistikker. Ligeledes […]

Af
Oluf Kruse, medlem af socialdemokratiet i Brøndbyvester
Åparken 72
2605 Brøndby

Den 19. oktober kunne man læse om Brøndby Strand Skole i Folkebladet.
I den forbindelse vil jeg tilføje: Man finder en statistik, der passer ind i det billede, man gerne vil se. Det hedder manipulation.
Hvad med at se på Undervisningsministeriets statistikker.
Ligeledes kan man i Vestegnen, (7. september, red.) se, at Brøndby sammen med Ishøj ligger i bunden på Vestegnen med 6.1 (og 6.0)
En hel karakter under landsgennemsnittet på 7.1.
Der er ikke noget at være stolt af, Kent (borgmester, red.)
Over en tredjedel af de unge mennesker står uden uddannelse eller job fem år efter afgang fra 9. klasse i Brøndby. Er det noget at være stolt af, Kent?
Det er på de meget lave socioøkonomiske aspekter, Brøndbys folkeskoler skal løftes, uden talmanipulation.
På dansk: Flere ressourcer, så eksempelvis undervisningen kan understøttes med konsekvenser/tilbud over for de elever, der i dag konsekvensløst får lov til at forstyrre undervisningen, uden at læreren har mulighed for at gøre noget effektivt.
De nødvendige ressourcer er der simpelthen ikke.

Svar

Af
Kent Max Magelund (S), borgmester

Folkebladet har den 17. oktober produceret en informativ artikel, som belyser de udfordringer, vi har i Brøndby Kommune ud fra flere vinkler.
Vi har både Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik samt rapporten fra ViVe med hensyn til de socioøkonomiske omstændigheder, så man kan vurdere resultaterne i forhold til situationen på Vestegnen, contra andre kommuner i landet, både socialt og økonomisk. Lærerne udfører et fantastisk arbejde i den givne situation, og jeg er både stolt som borgmester og tidligere lærer, for vi altid har haft høje forventninger til vores elever. Eleverne skal altid have det bedste, og vi forventer også, at de tilsvarende yder deres bedste, så de kommer godt videre i en ungdomsuddannelse.
Vi er ikke naive i Brøndby og lukker øjnene, og derfor arbejder vi altid i Brøndby på at optimere mulighederne for vores elever. Vi har derfor i Socialdemokratiet det sidste 1 1/2 år arbejdet for at sætte vores unge og folkeskolen i fokus.
Vi har sammen med de øvrige partier i Kommunalbestyrelsen nedsat et opgaveudvalg, der de næste tre år skal optimere unges muligheder for at få en ungdomsuddannelse, komme videre i beskæftigelse samt få en god start på voksenlivet! Vi har sat 2,5 mio. af hvert år de næste tre år i vores budgetforlig og desuden sørget for – lighed i uddannelse – da vi har bevilliget tablets til samtlige elever i Brøndbys skoler. Den nye skolereform har også skabt plads til, at vi via bevægelse i timerne, åbent hus arrangementer og understøttende undervisning kan give eleverne et helt nyt incitament til god læring.
Så modsat dig, Oluf, synes jeg, at det går helt fint i Brøndby, og det er i hvert fald ikke resurser, vi mangler pt.

2 kommentarer om “Folkeskolen i Brøndby klarer sig dårlig”

  1. Steen Andersen siger:

    Beskæftigelsesudvalget i Brøndby tog initiativ til et samarbejde med Børneudvalget. Temaet var alarmerende, at 1/3 af vores unge stod uden arbejde eller uddannelse 5 år efter 9 klasse. Samtidigt kunne vi se at ledighedsstatistikkerne for de unge ikke bevægede sig. Det indikerer naturligvis at der er tale om så komplekse sammenhænge, at de ikke kan løses ved beskæftigelsespolitikken alene. Møderne med Børneudvalget gav ingen resultater, og derfor satte beskæftigelsesudvalget forvaltningen i gang med at udarbejde et forslag til det fremtidige arbejde. Forvaltningen kommer så med et forslag hvor arbejdet kan organiseres i et såkaldt §17 stk 4 udvalg. Dette forslag står samtlige partier i KB bag – Det her udvalg er netop udtryk for at det ikke går helt så fint i Brøndby som Borgmesteren påstår.

    Det er vigtigt at fastslå at det store flertal, middelklassens velfungerende unger, de klarer sig fint i vores skoler – men det er mindst lige så vigtigt at fastslå at en voksende og alarmerende stor gruppe af elever klarer sig mindre godt. Og det er den gruppe vi især har fokus på. Brøndby er ikke en gennemsnitskommune, vi ligger sidst i det socioøkonomiske indeks,- det er ikke noget vi skal skamme os over på nogen måde, det viser blot at der også er plads til at det “jævne folk” har råd til at bo i Brøndby – men det viser at vi skal tage mere end gennemsnitlige og sædvanlige midler i brug for at få alle med. Det er det der skal være ambitionerne. Vi har faktisk mulighed for det, men det kræver også en politisk vilje til i det mindste at se fakta i øjnene, og så glæde sig over det der godt – Men ! derefter tage fat om det der ikke helt virker – og der er en pæn liste med opgaver der skal løses.

  2. Flemming Eilstrup Jonassen siger:

    Nu har jeg aldrig været “rigtig skolelærer” – kun undervist voksne, det er nok noget andet, men alligevel.
    Uden ro, koncentration, respekt for lærerne og øvrige elever – så går det bare ikke.

    Til gengæld har jeg oplevet, hvordan skoleklasser (9. klasser) kan opføre sig!
    I et års tid efter jeg gik på officiel pension var jeg ude som PISA administrator, dvs. jeg arrangerede og overværerede PISA undersøgelserne. På Vestegnen kunne ca. 20% end ikke klare første opgave – og så var nogle endda blevet væk. Men det værste var den manglende respekt for lærerne. Som udefra kommende kunne jeg sætte mig i respekt, men tiltalen overfor skolens lærere, jeg fattede ikke man accepterede det.

    Så fuld opbakning til de midler, der afsættes til Folkeskolen, men stop den “rundkredspædagogiske tilgang” og lad os få respekten tilbage i og for Folkeskolen. De 80% af eleverne har den med garanti – men de sidste 20% ødelægger for de andre. Altså nultolerance overfor undervisningsdestruktion, hærværk, uforskammet tiltale m.v.

    M.v.h.

    Flemming Eilstrup Jonassen/
    Kandidat for De Konservative

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top