Hjælp de hørehæmmede
DEBAT. Af Leif Sønderby, formand for Høreforeningen, Brøndby Lokalafdeling

Af
Leif Sønderby, formand for Høreforeningen, Brøndby Lokalafdeling

Vinder I gehør for jeres synspunkter hos alle borgere i Brøndby? Sandsynligvis ikke. Men det behøver ikke at betyde, at borgerne ikke er enige med jer. Det kan også skyldes, at de ikke kan høre, hvad I siger.
Høreforeningen arbejder for at sikre mennesker med høreproblemer de bedste livsvilkår, så at de kan deltage i det sociale og politiske liv i Brøndby på lige fod med andre.
Vi skal derfor opfordre til, at I i den kommende kommunale valgkamp har fokus på, at de lydmæssige og akustiske forhold ved møderne er optimale. Det er bedst, når møderne holdes i lokaler, hvor der er teleslyngeanlæg eller i det mindste mikrofonanlæg. Det er en god idé, hvis mødelederen starter mødet med at spørge, om der er hul igennem, således at eventuelle mangler bliver udbedret med det samme. Ved spørgsmål fra salen er det ønskeligt, at der kan gå en mikrofon rundt, så spørgsmålene kan høres af alle. Er det ikke muligt, bør spørgsmålene i stedet gentages fra talerstolen.
Det vil være en god idé at afprøve teleslyngeanlæggene inden planlægning og afholdelse af møderne, da vi ved, at ikke alle anlæg fungerer optimalt. Det vil ligeledes være en fin service i annoncerne for valgmøderne at gøre opmærksom på, hvorvidt der forefindes teleslyngeanlæg eller ej.
Når det gælder om at gøre det nemmere for personer med høretab at kunne deltage i valgmøderne, er belysningen på talerstolen også af betydning, da mange gør brug af at støtte sig til mundaflæsning, og det vil være optimalt, hvis baggrundsstøj bliver dæmpet.
Vi håber, I vil være lydhøre over for og støtte disse ønsker. Uden dette udelukker I en stor gruppe borgere fra at deltage i demokratiet, en gruppe, som vil vokse i de kommende år.
Med ønsket om en god valgkamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top