Kulturnat var succes trods dårligt vejr
IMG_1377.jpg
Foto: presse-fotos.dk
GLOSTRUP. Lørdag aften var der traditionen tro Kulturnat i Glostrup. Selvom det blæste og regnede havde mange fundet vej til aktiviteter både udendørs og indendørs

Hele weekenden har stået i kulturens tegn i Glostrup. Det hele kulminerede lørdag aften, hvor der traditionen tro var masser af aktiviteter i hele Glostrup. Primært omkring Rådhusparken var der en masse aktiviteter både udendørs og indendørs. Mange besøgende havde trodset blæst og regn for at komme til Kulturnat. I midtbyen var der masser af liv.

Startede fredag
Kulturnatten startede allerede fredag aften i Glostrup Bio. Glostrup Byorkester gav en af deres populære koncerter med glade og swingende toner. Som vanligt dirigerede Bjarne Holm, og Lisbeth Sørensen sang. Efter dette hyggelige indslag blev det mere uhyggeligt i den gamle biograf. Altså uhygge på den hyggelige halloween-måde. Traditionen tro viste Glostrup Bio sent lørdag aften kultfilmen The Rocky Horror Picture Show. Filmen, der er fra 1975, har sine trofaste fans, der får lov til at grise biografsalen til med de særeste ting som vandpistoler, toiletpapir, konfetti og spillekort. Da publikum hen ad midnat gik ud i mørket, trængte salen til en større omgang rengøring.

Lørdag for børn
Lørdag eftermiddag var mest for børn. Biografen var festligt/uhyggeligt smykket til halloween, og der var forskellige oplevelser i foyeren. For eksempel var der en tombola, hvor man kunne vinde bamser, slik og popcorn. Der var ikke ret mange nitter på skiven. Foran biografen havde Røde Kors samariterne opstillet et stort telt, hvor de fortalte om og demonstrerede førstehjælp hele dagen. De gav også et lille show på scenen, hvor man kunne få seriøs besked om, hvordan man skulle forholde sig, hvis man var blevet bidt af en vampyr eller en zombie. Eller på anden vis havde brug for førstehjælp.
Steen og Hyggenotterne optrådte med et festligt musikalsk show med overskriften: Du skal ikke tro på alt, hvad du ser. Derefter kom HabenGoods Stomp Show på scenen. De tre odenseanere spiller virtuost på vandrør, hjulkapsler og alt muligt andet, der kan afgive lyd.

Aktiviteter i parken
I Rådhusparken havde Glostrup Albertslund Produktionsskole i samarbejde med Ungdomsrådet, Ungdomscenteret og Glostrup Sangforening lavet en markedsplads med boder, danseopvisning, stomp og stand-up. Det var godt besøgt og gav masser af liv i parken, hvor spejderne også havde deres aktiviteter som blandt andet var mad over bål og klatring på mælkekasser.
Indendørs var der også masser af liv. Der var trylleri på biblioteket, jazz og visesang i byhistorisk hus, og man kunne lære mere om den kommende letbane hos Center for Miljø og Teknik.
Odd Fellow logen havde også en stand, hvor de fortalte om deres arbejde.
– Vi talte med rigtig mange mennesker. Vi gav orientering om Odd-Fellow Ordenen, om hovedformålet, at yde økonomisk støtte til humanitære organisationer og foreninger, der hjælper samfundets svage. Og ikke mindst fortalte vi om, hvordan vores møder forløber. At være medlem af Odd Fellow Ordenen er ikke som at være medlem af en hvilken som helst anden forening. Du vil her blive givet et frirum til at arbejde med dig selv og til, gennem vore ritualer, at få et stærkere fodfæste i livet.

Alsidig musikalsk aften
Aftenens program i biografen blev indledt af bandet Mirage fra Glostrup Musikskole. De har ofte før spillet i Glostrup Bio og er altid gode. Dernæst fulgte Audio Project, der er en ambitiøs og rockende instrumentalgruppe, der blev etableret i 2012 som et samarbejde mellem musikskolerne i Glostrup og Brøndby. Resilient Light kommer fra Roskilde, og de tre herrer serverede gruppens egne rockballader med en fantastisk dygtig sangerinde i front. Rock med holdning. Midnight Blues har spillet rigtig mange gange i Glostrup efterhånden, og de sluttede aftenen af i Glostrup Bio.

International kultur
Bevægede man sig over på den anden side af Hovedvejen til Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, var der også masser af aktivitet. Smagsprøver fra forskellige dele af verden, indfødsretsprøve og livekoncert var noget af det, man kunne opleve.
– Med over 100 forskellige nationaliteter repræsenteret danner sprogcenteret en ramme for en mangfoldighed af sprog og kulturer. Vi vil gerne vise vores livlige og multikulturelle miljø – og dermed danne en bro til det omkringliggende samfund, siger forstander Lars Nordborg Olsen.
I løbet af aftenen viste han nysgerrige gæster rundt og fortalte om hverdagen på skolen.
Håndskårne træskåle fra Pakistan, smykker, glitrende kjoler og legetøj var nogle af ting, som kursisterne solgte på loppemarkedet. Kantinen serverede mad fra forskellige dele af verden, og man kunne blandt andet smage indiske chicken tikka masala-kødboller og dybstegt squash med honning og mynte.
De quiz-lystne gæster kunne både afprøve deres læsefærdigheder og teste sig selv i deres viden om Danmark ved at tage Indfødsretsprøven. Både børn, unge og voksne gik ind i eksamensrummet og svedte over spørgsmålene.
Fot at bestå iIndfødsretsprøven skulle man svare rigtigt på mindst 32 af de 40 spørgsmål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top