Partierne er klar til valget
HELE OMRÅDET. I sidste uge blev det offentliggjort, hvem der stiller op til valget den 21. november

I sidste uge udløb fristen for at stille op til kommunalvalget den 21. november, ligesom partier skulle melde, hvorvidt de har indgået valgforbund med andre partier. Her kommer en oversigt over, hvilke partier, der stiller op i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk.

Vallensbæk
I Vallensbæk stiller Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten op til kommunalvalget. De har i alt 54 kandidater, der kæmper om de 15 pladser i kommunalbestyrelsen.
Samtidig er der i Vallensbæk indgået tre valgforbund. Det første er mellem Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre.
Det andet er mellem Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Og endelig har Socialdemokratiet og Radikale Venstre indgået valgforbund.

Nye partier med
I Brøndby skal 13 partier med i alt 78 kandidater kæmpe om de 19 pladser i kommunalbestyrelse.
Her stiller Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Lavere Skatter og Afgifter, Nationalpartiet, Dansk Folkeparti, Schiller Instituttets venner, Venstre, Enhedslisten og Alternativet op.
Der er indgået valgforbund mellem Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.
Ligeledes er der indgået valgforbund mellem Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Lavere Skatter og afgifter.

Glostrup
I Glostrup er 11 partier opstillet med i alt 71 kandidater, der skal kæmpe om 19 pladser. Her opstiller Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Stram Kurs, Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

På kommunernes hjemmeside kan man se, hvilke kandidater, de enkelte partier opstiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top