Basic Examples:
Produktionshøjskole laver valgkampsmateriale
Produktionsskolen-002.jpg
Elever fra Produktionshøjskolen i Brøndby laver valgmateriale til unge i forbindelse med næste måneds kommunalvalg. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Elever fra Produktionshøjskolen i Brøndby skal være med til at få flere unge til at stemme ved kommunalvalget den 21. november

Brøndby Kommune har i forbindelse med næste måneds kommunalvalg spurgt eleverne på Produktionshøjskolen i Brøndby (PHS), om de vil hjælpe med at hæve stemmeprocenten til valget.
PHS er derfor omdannet til et vaskeægte reklamebureau, hvor buzzwords som SEO, teaser, catcher og dummy er hverdagsord og kommunalvalget en arbejdsopgave, der bliver taget seriøst.
– Det er friskt af kommunen at ville se valget fra de unges synsvinkel og prøve noget nyt, er Nicolai på 20 og Frederich på 18 år enige i, elever på henholdsvis foto- og filmlinjen.

Valgkalender
– Facebook bliver selvfølgelig det bærende medie, fortæller Nicolai.
– Vi arbejder med at lave en slags nedtælling til valget, med et indslag hver dag i perioden op til valget. Vores hovedpersoner, Bon og Gokke, er to dukker, som derfor kan tillade sig rigtig meget i sprog og tone. De er fuldstændige crazy og går lige til grænsen, nok også lidt over. Det handler om at vække nysgerrighed og interesse. Vi kan altid snige viden om valget ind, hvis resten bare er sjovt nok.
Indslagene bliver meget forskellige, fortæller Frederich.
– En dag er det en trusselsvideo, en dag en pimpet rap med dansepiger og lysshow, en anden dag laver Bon og Gokke en vox- pop, eller deltager i et politisk møde. Hver dag er der en ny overraskelse. Der skal være en form for urytmisk orden, så man aldrig ved hvad der sker og derfor tjekker siden oftere. Og så arbejder vi sideløbende med en bred synliggørelse med for eksempel plakater på gymnasiet, 10. klasses skolen, ungdomsklubber og sportshaller. De unge skal vide, at der er kommunalvalg.

Gider ikke logoer
Lærerne bag, Tom Arup Larsen, underviser i film og tv og Henrik Lindemann, underviser i foto og nye medier, har høje ambitioner på de unges vegne.
– Vi har arbejdet med medieplatformen og videosproget. For det må meget gerne være både skørt, tosset, sjovt og følsomt, så længe det er de ting, der foregår inde i hovedet på de unge mennesker og så længe vi kommunikerer i øjenhøjde med de unge, siger Tom Arup Larsen.
Forberedelserne til kampagnen har bestået i information om kommunalvalget, hvad det er for en størrelse, og så er det ellers gået slag i slag med brainstorming, idéudvikling og testfase af sprog og virkemidler.
– Vi har haft et professionelt reklamebureau til at give vores unge indspark til kampagner, der virker. Og det gør de kampagner, der kommer ind i de unges sociale netværk og grupper, siger Henrik Lindemann.
Det betyder blandt andet et brud med letgenkendelige dele af kommunens kendetegn:
– Kampagnen skal være fuldstændig fri for alle kommunale logoer og symboler. De unge gider ikke noget som lugter af institution. Men jeg tror godt, vi kan glæde os til 21 tætpakkede kampagnedage, som forhåbentlig vil skabe opmærksomhed omkring kommunalvalget og derigennem få flere unge til at stemme, tilføjer Henrik Lindemann.

Kanten og måske over
I Brøndby Kommune glæder man sig over samarbejdet.
– Det bliver spændende at følge deres kampagne. Selvom vi som kommune er kunden, så har vi ingen planer om at udøve censur, så længe kampagnen er fuldstændig partineutral. De unge ved bedst, hvordan man vækker andre unges nysgerrighed på kommunalvalget. Så vi er indstillet på, at den nok går lige til kanten og sikkert også lidt over i forhold til hvad, vi er vant til, siger Birgitte Thygesen, valgansvarlig i Brøndby Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top