Suveræn cykelklasse
Suveræn-cykelklasse-3.jpg
Vinderklassen sammen med Mogens Sørensen fra Cyklistforbundet, deres lærer Merwe Kizilkaya, Erik Radmer Jensen fra Vestegnens Politi og borgmester Henrik Rasmussen. Foto: Kim Matthäi Leland
VALLENSBÆK. 6. a fra Pilehaveskolen vandt for tredje år i træk Alle Børn Cykler-konkurrencen

Først vandt de, da de gik i 4. klasse. Året efter vandt de igen. Og sørme om ikke den samme klasse – nu 6. a – endnu en gang er blevet kåret som den af Vallensbæks klasser, der har cyklet allermest i løbet af Alle Børn Cykler-kampagnen.
– Første gang brugte vi pengene på en biograftur, anden gang tog vi i legeland, fortæller en af eleverne om præmiepengene.
Og nu kan eleverne altså tænke over, hvad præmien på 1.000 kroner skal gå til denne gang.
Den garvede cyklistklasse fra Pilehaveskolen var dermed ikke uvant med at høre lovprisningerne fra borgmesteren, politiet og cyklistforbundet – og formaningerne fra de samme tre om at huske at blive ved med at cykle, og ikke mindst med at blive ved med at bruge cykelhjelm.
6.a havde 313 cykeldage ud af 322 mulige dage i løbet af kampagneperioden og fik dermed overrakt vandrepokalen – som de altså allerede havde – samt flotte Pedalkraft-medaljer.
Den tilbagevendende kampagne Alle Børn Cykler er for skolebørn i alle aldre. Kampagnen har til formål at få flere børn til at cykle til og fra skole – og cykle mere i det hele taget. I alt 37 klasser fra skolerne i Vallensbæk deltog i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top