100 nye røgalarmer delt ud
brandalarmer.jpg
Jonathan Kjær Bauch og Ida Emilie Nedergaard er klar med røgalarmer og informationsmateriale til borgerne i Glostrup. Foto: Solvang Gruppe
GLOSTRUP. Lørdag den 18. november var spejderne fra Solvang Gruppe ude at checke røgalarmer i Glostrup sammen med brandmænd fra Hovedstadens Beredskab

”RøgalarmPatruljen redder farmor – sæt brandsikkerhed på dagsordenen.” Sådan lyder sloganet for RøgAlarmPatruljen, den årligt tilbagevendende kampagne for at få danskerne til at checke deres røgalarmer.
I en tid hvor juledekorationer og kalenderlys lyser op i mange hjem, er det en rigtig god idé at checke røgalarmen. Sidste år omkom 52 danskere som følge af en brand i hjemmet. På trods af det er der stadig ikke røgalarmer i en tredjedel af alle danske hjem.
Udrustet med nye røgalarmer og friske batterier gik spejdere og brandmænd fra dør til dør og checkede røgalarmerne hos beboerne i Dalvangskvarteret.
De steder, hvor der ingen røgalarm var eller hvor den var defekt, blev der sat en ny røgalarm op. Andre steder manglede røgalarmen blot et nyt batteri før den virkede igen.
Spejderne havde forinden været på et kursus hos Hovedstadens Beredskab og Brandbevægelsen, hvor de blandt andet havde lært, hvor og hvordan en røgalarm bedst sættes op i et hjem.
Tryg Fonden havde sponseret materialerne til kampagnen, som er en årlig tilbagevendende begivenhed, der afholdes i forskellige kommuner over hele landet.
Fra spejderne og brandmændene lyder opfordringen – brug 112-dagen (huskeregel for første december = 1.12) til at checke din røgalarm. En røgalarm kan redde dit liv, den er billig og advarer dig effektivt hvis der skulle blive brand i dit hjem så du kan nå at komme ud før det er for sent.
I løbet af dagen blev der delt op mod 100 nye røgalarmer ud til beboerne. De fleste beboere tog rigtig godt imod spejdere og brandfolk, men der var enkelte, som selv om de ikke havde en røgalarm i forvejen sagde nej tak til at få sat en op, selv om det var helt gratis.
Der var fire hold ude – hver med to eller tre spejdere og en brandmand. Det var spejderne, der gik forrest, ringede på døren hos folk, og spurgte, om de måtte have lov til at checke røgalarmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top