Affaldsindsamling var succes
affaldsdusør.jpg
Eleverne fra 5. A og 5. B på Vestervangskolen har fået overrakt deres arbejdsdusør – en check på 5.000,- til hver klasse. Foto: Jan Pedersen
GLOSTRUP. Det kriminalpræventive projekt med indsamling af affald på Vestervangskolen blev en stor succes

Over tre aftener har børn fra 5. klassetrin, sammen med forældre og søskende, deltaget i oprydning og indsamling af affald i hele kvarteret omkring Vestervangskolen.
– Projektet blev tilbudt til hele Glostrup Skole, og Vestervangskolen var hurtige til at slå til, siger kriminalpræventiv koordinator i Glostrup Kommune, Lars Jonasson.
Formålet med projektet har været at skabe øget social kapital, samt vise ansvarlighed i sit lokale område.
– Mange undersøgelser viser, at denne type synlige indsatser er med til at reducere kriminalitet og øge trygheden – uorden avler uorden, så det er i denne sammenhæng vigtigt at holde et område pænt og ryddeligt, da det sender et signal om, at områdets beboere er opmærksomme på, hvad der foregår, siger Lars Jonasson.
På de tre aftener var der hver gang 60 til 80 deltagere, og i alt blev der indsamlet cirka 900 kg affald. Guleroden, for eleverne og deres familier, var en arbejdsdusør på 5.000,- til klassekassen i hver klasse, som de fik overrakt efter den sidste aften.
Pengene er led i et initiativ fra Social- og Sundhedsudvalget, og formand Lars Thomsen var også at finde blandt deltagerne på oprydningen i september. I den forbindelse var Lars Thomsen meget imponeret over det store fremmøde og engagement der blev udvist.
– Projektet har vist sig at være en stor succes. Hvis andre er interesserede i den type projekter, er de meget velkomne til at kontakte det kriminalpræventive samarbejde i Glostrup Kommune, siger Lars Jonasson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top