Basic Examples:
Ikke længere blot vikar
IMG_8396.jpg
Kent Max Magelund overtog borgmesterposten midt i denne periode. Nu har vælgerne, mener han, sagt ja til ham som borgmester og ikke blot som vikar. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Kommunalvalget var mere end blot et valg mellem forskellige partier, mener borgmester Kent Max Magelund. Det var også et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne ville have ham som borgmester

Det er fredag formiddag på borgmesterkontoret på Brøndby Rådhus. Tre dage tidligere har der været kommunalvalg.
Valget gav Socialdemokratiet i Brøndby en tilslutning på 52,9 procent af de afgivne stemmer, og partiet satte sig dermed på hele 11 ud af kommunalbestyrelsens 19 pladser. Med andre ord så var resultatet af tirsdagens kommunalvalg, at der er Socialdemokratiet – og så alle de andre partier.
Kent Max Magelund (S), borgmester, tager imod for at give sit bud på, hvorfor det gik, som det gjorde.
Et par håndværkere bevæger rundt i rummet, mens han begynder at tale.
– Ja, jeg er ved at få ordnet badet og toilettet, der hører til mit kontor. Jeg har nogle gange lange mødedage, og så kunne jeg godt tænke mig at kunne klæde om til løbetøj og bagefter tage et bad. Men jeg ville lige vente og se, hvordan det gik med valget, om jeg fik lov til at fortsætte, inden arbejdet gik i gang.
Ikke overraskende er Kent Max Magelund godt tilfreds med resultatet:
– Jeg er positivt overrasket. Man går jo altid og håber det bedste. Men nogle af de ting, vi har lavet de seneste fire år, eller for mit vedkommende de sidste to år som borgmester, har været så fornuftige, at vi har fået mandat til at fortsætte. Der er således en del ting, vi har søsat, og som vi skal arbejde med fremover. Det ser jeg frem til.

Blot vikar?
Kent Max Magelund blev borgmester midt i den nuværende periode, fordi hans forgænger og partifælle Ib Terp blev sygemeldt og efterfølgende døde.
Derfor var valgkampen også ganske særlig. For det var nu, det skulle afgøres, hvorvidt vælgerne ville have ham eller han blot skulle forblive borgmestervikaren:
– Jeg blev på valgaftenen spurgt af en journalist, hvordan jeg havde det, og jeg kunne kun svare, at jeg var fuldstændig rolig. For jeg tænkte, at hvis jeg ikke bliver valgt på det her, så bliver jeg aldrig valgt. Ligesom en ironman-konkurrence, så kunne jeg ikke have trænet mere. Jeg kunne ikke have gjort noget som helst anderledes. Så hvis folk ikke ville have mig efter dette, så ville jeg blive ked af det, men ville omvendt have gået med oprejst pande. For jeg vidste, jeg havde gjort alt. At jeg så fik 3.116 stemmer, det er jeg bare så glad for.
Dermed, mener Kent Max Magelund, at vælgerne i den grad har valgt ham til som borgmester:
– En ting er at blive sat ind som vikar. Men det er en meget stor bekræftelse at komme ud med det her resultat. Det giver støtte til det, man har gjort. Det er jeg glad for. Det er jeg stolt over.

Du er Brøndby
At Socialdemokratiet er blevet det største parti er næppe den store overraskelse for mange. For sådan har det altid været. Men traditionen er dog ikke hele forklaringen, mener Kent Max Magelund:
– Mange siger til mig: du kendetegner det Brøndby, vi gerne vil have. Jeg har et stort netværk, og jeg giver mig altid tid til at tale med folk. Flere af mine tidligere elever har også skrevet: det var ikke overraskende, for du har altid givet dig tid til at tale med os. Jeg taler med folk, fordi de interesserer mig, ikke for bare at få stemmer. Det vinder man meget på. Dertil kommer at de punkter, jeg har valgt ud i min valgvideo, er dem, folk gerne vil have fokus på. Det er skoler, det er daginstitutioner, det er de ældre, og det er hele vores idrætsliv herude, som er vigtigt for dem, ligesom det også er for mig.
Med andre ord vil Kent Max Magelund betegne sig selv som en, der har Brøndby helt ind under huden og altid har haft det. Noget han også har været bevidst om under valgkampen:
– Nogle af de andre partier har været lidt aggressive. Jeg ved som lærer, at man skal motivere, og der har været nogle af de andre, der for eksempel har talt skolevæsenet ned. Vores mål er at tale Brøndby op. Vi skal fortælle nogle gode historier. Kom til Brøndby, vi har grønne områder, vi har idrætstilbud, vi har daginstitutioner, der er gode, vi har skoler, der laver et kæmpe arbejde. Det er de gode historier, vi arbejder på at få frem.

Skole og idræt
Der er to ting, der fylder særligt meget for Kent Max Magelund, skolen og idrætten, og når han taler om det, der skal arbejdes med de kommende år, bliver skole og idræt til to sider af samme sag:
– Jeg ved, hvor meget det betyder, at vore unge får en uddannelse. Jeg ved som skolelærer, hvor vigtigt det er, at man sætter ind med en tidlig indsats. Det er noget alle forældre går op i. Der er jo ikke nogen, der ikke vil have kloge børn. Det er også derfor, jeg bliver tosset, når man bliver ved med de der korte skoledage. Jeg har haft mange elever med krudt i rumpen – og også med for eksempel ADHD og Aspberger – og jeg ved, hvad det betyder, at de kommer ud og bevæger sig. Så falder de ned, og så kan man bagefter sige: lad os lige se på din danske stil igen. Så har de fået lukket trykket ud, så de bagefter kan sidde, lytte og indlære. Skismaet for mig er så – at vi har valgt at nedsætte et §17 stk.-4 udvalg, der skal se på, hvordan flere unge får en uddannelse, men så er der forældre, der mener, at vi skal have kortere skoledage, men så forsvinder jo netop bevægelsesaktiviteterne, som er så vigtige i den nye reform m.h.t. indlæring. Det hænger ikke sammen i min optik.
Hertil kommer, at skolernes resultater skal frem i lyset, mener Kent Max Magelund:
– På Brøndbyøster Skole har de fået 46 elever tilbage fra privatskolerne. Det viser at forældrene mener, at skolevæsenet fungerer i Brøndby, og at vi har dedikerede lærere, som arbejder ihærdigt for at dygtiggøre vores børn – og det gælder alle skoler i Brøndby!
Og så skal der fokus på den tidligere indsats:
– Forældrene skal kunne se, at vi har fokus på det her, at vi vil det, nemlig at få alle med fra starten. For jeg kan se, man skal ned og have alle børn med fra starten. Det er nemlig tre år, man ”mister” sprogligt, motorisk, socialt og kulturelt, hvis man ikke går i dagtilbud. Det kan godt være svært at hente på de næste ni år i folkeskolen – så det skal vi have fokus på.

Bolig vil fylde
Et andet emne, der kommer til at fylde i den periode, den nye kommunalbestyrelse indleder 1. januar, er boligpolitikken i Brøndby. Her er flere ting i spil. Blandt andet spørgsmålet om udviklingen af Kirkebjerg, og hvordan der skal bygges her, samt spøgsmålet om, hvorvidt anvisningsretten til de almene boliger kan nytænkes.
Emner, der har fyldt meget på det seneste, og hvor Kent Max Magelund medgiver, at der venter en del arbejde forude:
– Det kommer helt klart også til at fylde. Der er jeg sådan lidt ambivalent. Jeg har ikke de vise sten. Men det er klart, det kommer til at fylde meget.

De andre partier
Da Folkebladet taler med Kent Max Magelund fredag formiddag er han midt i overvejelserne om, hvordan de forskellige poster i kommunalbestyrelsen skal fordeles. Socialdemokratiet kunne sætte sig tungt på alle formandsposter i de forskellige udvalg, hvis det var det, Kent Max Magelund bestemte sig for. Men sådan kommer det ikke helt til at gå:
– Vagn (Kjær-Hansen (SF), red.) har været meget solidarisk med os hele tiden. Han har peget på mig som borgmester hele vejen igennem. Jeg får brug for Vagn i den kommende tid, så Vagn fortsætter som formand for Teknik- og Miljøudvalget. Han er dygtig og fagligt stærk, god i en diskussion, har stor indsigt i et område, der virkelig kræver noget. Han er en vigtig person, også i forhold til i boligpolitikken, så jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med SF.
I den nuværende periode har Venstre ofte forholdt sig kritisk til Socialdemokraternes politik og gentagne gange har Venstre ment, de ikke havde den fornødne indsigt i de førte sager, fordi de ikke har plads i Økonomiudvalget. Noget Kent Max Magelund har ønsket at ændre på:
– I forhold til Venstre så har jeg sagt til Mette (Engelbrecht (V), red): Nu har jeg hørt så meget på jer. I har ret til tre udvalgsposter, men jeg vil gerne give jer en ekstra plads i ØU i stedet for, selvom I faktisk ikke er berettiget til det.
Og så kommer der en ændring i samarbejdet med Enhedslisten, som i denne periode har haft formandsposten for Kulturudvalget, men hvor det samtidig har vist sig, at Socialdemokratiet og Enhedslisten har et meget forskelligt syn på flere væsentlige emner, ikke mindst boligpolitikken:
– Steen (Andersen (Enhedl., red.) er dygtig, men nogen gange har vi svært ved at få enderne til at nå hinanden. Alle de almene boliger, han taler om, der skal bygges i Brøndby, der er vi langt fra hinanden. Det har han virkelig kørt hårdt på i valgkampen, og der kan jeg bare høre, at vi aldrig mødes. 63 procent almene boliger i Brøndby må være nok. Dr skal være plads til flere forskellige og anderledes boligformer. Så nogen egentlig konstituering med Enhedslisten bliver det ikke til denne gang.
Interviewet er ved at være slut. De sidste brikker i puslespillet om, hvem, der skal have de forskellige poster, skal gøres færdig, og der skal tales med flere medlemmer af såvel den socialdemokratiske gruppe som de øvrige partier. Men et spørgsmål mangler:
– Hvorfor det er dejligt at have lov til at bære kæden fire år mere?
Kent Max Magelund vender sig halvt rundt mod skabet bagved:
– Jeg er så stolt af den kæde der. Jeg havde været ude på Brøndbyøsterskole og bagefter kom der en far og en datter herop på rådhuset i anden sammenhæng. Pigen, som går i 1. klasse, og som havde set mig med kæden, sagde: Du skal bare vide Kent, hele min klasse vil stemme på dig. Det gør én blød om hjertet. Folk kan godt lide, at man kommer ud til arrangementer. Jeg synes, man viser folk respekt. De tænker: Gud, borgmesteren kommer også. Det ville jeg selv være stolt over. Det tror jeg, folk i Brøndby, synes er stort, og det er også stort for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top