Når det private ikke kan
DEBAT. Af Claus Heje (S), kandidat til Region Hovedstaden, Pilehusene 104, 2600 Glostrup

Når det private erhvervsliv ikke kan løfte en opgave, må det offentlige træde til! Lad mig her give to eksempler.
Der er truffet beslutning om at lukke Glostrup Apotek om natten sammen alle andre døgnapoteker i landet. Årsagen til lukningen er den enkle, at de private apoteker uden tilskud ikke kan holde natåbent. I øvrigt vil man øge konkurrencen mellem apotekerne. Valget er kort sagt om det er vigtigst at øge konkurrencen eller sikre adgangen til medicin når vi har brug for det! Det bør naturligvis være sådan, at adgangen til medicin døgnet rundt er vigtigst. Hvis det private marked ikke kan løfte opgaven, bør vi overdrage den til det offentlige og åbne offentligt drevne apoteker ved siden af akutklinikkerne. Det kunne give grundlag for flere døgnåbne akutklinikker og afskaffelse af et fordyrende mellemlag, – altså bedre adgang til en billigere penge.
Lægemanglen er velkendt. At have adgang til en praktiserende læge er helt grundlæggende i vores sundhedssystem. Men de praktiserende læger er hver især små private virksomheder, og rundt om Glostrup er der mangel på læger. Normalt forklares det med, at det ikke er rentabelt nok for virksomhederne at slå sig ned her. Der er endelig indgået en overenskomst med de praktiserende læger, men om det virkelig afhjælper manglen på praktiserende læger eksempelvis her på Vestegnen er tvivlsomt. Tiden er snart inde til, at lade det offentlige træde til og ansætte praktiserende læger der, hvor ingen har lyst til at starte virksomhed. Hvis det offentlige ansætter de praktiserende læger vil vi kunne sikre bedre dækning uden at det bliver dyrere.
Det er ikke altid, at det private erhvervsliv er bedre til at drive virksomhed end det offentlige. Nogle gange er det offentlige bedre og billigere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top