SFs grønne resultater
DEBAT. Af Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby

Siden sidste kommunalvalg har det været en fornøjelse at være grøn SFer i Brøndby. I kommunalbestyrelsen har der været stor lydhørhed overfor de grønne og miljørigtige løsninger, som SF ønsker.
Vi har en god genbrugsordning. Det har altid været en mærkesag for SF at vi skal genbruge mest muligt, og vores borgere er gode til at sortere affald og genbruge meget.
Det seneste tiltag er det nye Byttehus på genbrugsstationen. Her kan man komme af med de ting som andre kan bruge, og det er tit den bedste form for genbrug.
Klimasikring er vigtig. Monsterregn vil vi se mere til i fremtiden. Regnvandet skal forsinkes på grønne tage og sendes ned i jorden, så vi undgår at kloakkerne løber over og ødelægger kældrene. Her har Brøndby Kommune været fremme i skoene og lavet mange gode regnvandsløsninger.
Vi skal spare på energien. Både af hensyn til CO2-udslippet og fordi det koster mange penge, som vi hellere skal bruge på velfærd. SF har været stærk fortaler for energibesparelser i vores kommunale bygninger, og kommunen er nået langt på den bane. De i alt 50-70 millioner er investeret fornuftigt, for nu kommer de tilbage år for år i form af færre udgifter til lys og varme.
Vi har brug for sikre cykelstier, ikke mindst ved vores skoler. Jo flere som tager cykler, bussen eller toget, jo bedre plads er der på vejene til dem som er nødt til at bruge bilen. I kommunens nye trafikhandlingsplan er der mange småprojekter som har forbedret sikkerheden for de svage trafikanter. Samtidig er flere cykelstier i støbeskeen, blandt andet langs Brøndbyvester Boulevard hvor den dobbeltrettede cykelsti har nogle farlige krydsninger med sidevejene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top