Vision for Glostrup
DEBAT. Af Özkan Kocak, (S) kandidat til kommunalbestyrelsen i Glostrup og Region Hovedstaden

Glostrup bliver i fremtiden et af hovedstadsregionens centrale trafikknudepunkter. Med den nye Letbane vil der blive investeret mere ned 30 mia. kroner i private investeringer, og det forventes, at der kan skabes 36.500 nye arbejdspladser og tiltrækkes 32.000 nye borgere langs ring 3. De nye tal peger på, at Hovedstadens Letbane forventes at blive en endnu bedre investering end først antaget, når den er anlagt i de Københavnske omegnskommuner. Men tingene kommer ikke af sig selv, og vi skal som kommunalpolitikere i Glostrup gå foran og sikre, at byudviklingen gavner vores borgere og erhvervsliv. Jeg mener, vi har behov for en ny vision for Glostrup som en ny udviklingsmotor i hovedstadsområdet.
Vi skal gøre Glostrup til det nye trafikknudepunkt i hovedstadsområdet, hvor borgerne har adgang til alle transportformer, herunder tog, letbane, bil, bus, delebiler, gomore, førerløse busser og cykler. Borgerne skal tages med på råd, så vi sikrer, at indretningen af det nye stationsområde gør transporten effektiv og gavner borgerne i Glostrup.
Vi skal i Glostrup forsøge at tiltrække vores andel af de 32.000 ny borgere, der ventes at flytte til kommunerne langs letbanen. Det vil give nye skatteindtægter til kommunen og sikre vores fremtidige udvikling. En ny vision for Glostrup bør målrettet gå efter, at markedsføre vores bydel overfor nye borgere der kunne tænke sig at bo i vores dejlige bydel med hovedstadens bedste grønne mobilitet og mindst mulig trængsel.
Vi skal føre en mere aktiv erhvervspolitik og hjælpe vores virksomheder med at få de bedst mulige transportmuligheder for deres medarbejdere. Her bør vi tilbyde virksomhederne hjælp til at fremme grøn mobilitet, som fremmer medarbejdernes sundhed og mindsker trængsel som for eksempel delebiler, cykel, samkørsel, kollektiv transport, og på sigt førerløse busser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top