Borgmester klar til at starte hjertet
IMG_2693.jpg
Kent Max Magelund (S), borgmester, er hjerteløber. Han håber, flere vil være med. Foto: Pressefoto
BRØNDBY. På Brøndby Rådhus hænger en hjertestarter, og hvis der skulle blive brug for det, er Kent Max Magelund klar til at løbe afsted med den. Han er nemlig frivillig hjerteløber

Når der bliver ringet 1-1-2 om et hjertestop i Brøndby Kommune, kan Region Hovedstadens Akutberedskab via TrygFondens hjerteløberapp aktivere hjerteløbere i nærheden af hjertestoppet.
Der betyder, at Kent Max Magelund (S), borgmester, eller en anden hjerteløber får en høj alarm på deres smartphone om, at det er tid at løbe afsted for at give hjertelungeredning eller bringe en hjertestarter til stedet.

Håber flere vil være med
Meningen er, at hjerteløberne kan være fremme hurtigere end ambulancen, så den livreddende førstehjælp kan begynde hurtigst muligt.
– Jeg er hjerteløber, fordi jeg synes, at det er min pligt at hjælpe, når jeg har mulighed for det. Heldigvis har jeg aldrig før stået i en situation, hvor jeg skulle yde livreddende førstehjælp, men jeg har tænkt situationen igennem, så jeg er så forberedt som muligt, hvis det en dag bliver aktuelt.
Nu har Kent Max Magelund meldt sig, men han håber, andre vil være med:
– Hjertestop kommer altid uventet, og det kan ske for dig selv eller en af dine nære. Derfor vil det være fantastisk, hvis vi her i kommunen kunne stille med rigtig mange hjerteløbere, så der altid er nogen i nærheden, som kan træde til, siger Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby Kommune.
Kent Max Magelund har tidligere undervist lærere og pædagoger i Brøndby i livreddende førstehjælp, og som tidligere idrætskonsulent i Brøndby, førstehjælper og livredningsdommer, er det en vigtig mission for ham, at så mange folk som muligt kan yde livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter.
Der sker ca. 4.000 hjertestop om året i Danmark uden for hospital. I 66 pct. af tilfældene træder vidner til med hjælp, og 13 pct. af personerne med hjertestop overlever. Hvis flere træder til, kan flere overleve, og derfor er der brug for hjerteløbere.

Kan redde liv
Som hjerteløber er man en ekstra ressource til det professionelle beredskab med ambulance og lægebiler.
For at være med, skal man downloade TrygFonden hjerteløberapp til sin smartphone, så Region Hovedstadens Akutberedskab kan sende en alarm, hvis der er et hjertestop i nærheden.
Man kan blive bedt om at løbe afsted for at give hjertelungeredning eller om at hente en hjertestarter og bringe den til stedet.
– Hvis du når frem til hjertestoppet før ambulancen og yder livreddende førstehjælp, er du med til at øge chancen markant for, at personen overlever. Jeg håber derfor, at der er mange, som har lyst til at være med til at gøre en vigtig forskel og blive hjerteløber, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.
I Brøndby Kommune hænger 157 registrerede hjertestartere, hvoraf kun de 58 er tilgængelige 24/7. Det, håber TrygFonden, at hjerteløberprojektet vil være med til at ændre.
– Hjertestarterne gavner ikke bag en låst dør, og med hjerteløberne har vi en rigtig god mulighed for at få endnu flere hjertestartere i brug. Jeg vil derfor opfordre ejere af hjertestartere til at placere dem et sted, hvor de er tilgængelige hele døgnet, siger Grethe Thomas.

Fakta
Hvis man er over 18 år, bor i Region Hovedstaden og har en smartphone, kan man blive hjerteløber. Man skal downloade appen TrygFonden Hjerteløber og tilmelde sig. Når der bliver ringet 1-1-2, kan Region Hovedstadens Akutberedskab kontakte én, hvis man er i nærheden af hjertestoppet, og bede om, at man løber afsted for at yde hjertelungeredning.
Det er en fordel, men ikke et krav, at man har været på kursus i livreddende førstehjælp.
Man kan altid afmelde sig hjerteløberordningen, hvis man ikke længere ønsker at være med.
Læs mere på www.hjertestarter.dk/saadanredderduliv/bliv-hjerteloeber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top