Brøndby Volleyball Klub: Mødet ændrede intet
HLA_7034.jpg
Steen Spangen (tv), 2. assisterende træner, var i sidste uge Brøndbys repræsentant på et møde, hvor situationen omkring landstræneren blev diskuteret. Her ses han sammen med 1. assisterende træner Martin Henningsen. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. I sidste uge blev der holdt møde om situationen i dansk volley. Der kom dog ikke en løsning på landstrænerens dobbeltrolle, mener spillere og ledere i Brøndby Volleyball Klub

For et par uger siden bragte Folkebladet et interview med Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang, to af de centrale spillere på Brøndbys volleyballhold. I interviewet luftede de deres frustration over, at Holtetræner Sven-Erik Lauridsen samtidig er landstræner.
Dermed, mente de to, opstår den uheldige situation, at de i løbet af sæsonen kæmper mod Sven-Erik Lauridsen og hans Holtespillere om pokaler og mesterskaber, mens de, når sæsonen er overstået, skal trænes af Sven-Erik Lauridsen og spille på hold med ham.
En uheldig dobbeltrolle, Trine Noer Kjelstrup dengang formulerede således:
– I bund og grund er han jo ikke interesseret i at hjælpe os med at blive en bedre spiller. For så taber de måske til os. Vi vil nok aldrig kunne få den feedback, vi gerne vil have. Vi vil altid tvivle på, om vi får det.
I samme interview kunne Folkebladet fortælle, at Volley Danmark, volleyballforbundet, havde indkaldt til et dialogmøde for at få talt situationen igennem. Et møde, der blev afholdt onsdag i sidste uge.

Som forventet
Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang deltog ikke i mødet. Det gjorde i stedet Steen Spangen, 2. assisterende træner, Brian Culmsee, bestyrelsesmedlem i Brøndby Volleyball Klub og Thomas Guldager, frivillig i forbindelse med holdets kampe.
Men det møde kom der ikke meget ud af, fortæller Steen Spangen efterfølgende:
– I grunden er jeg ikke overrasket over forløbet af mødet. Der kom ikke rigtig noget ud af det. Der var cirka 40 deltagere fra forskellige klubber, men der var ikke én eneste af de andre, der støttede os.
Det var dog ikke, fortæller Steen Spangen, det samme som, at der var absolut opbakning til den nuværende ordning, hvor landstræneren og klubtræneren i den ene af landets to topklubber, er den samme:
– Der var nogle, der forholdt sig tavse. Forbundet på den anden side fastholdt, at det var den bedste løsning taget de muligheder, der er, i betragtning. Desuden refererede de til, at man havde den samme ordning i andre lande, for eksempel i Rusland.

Slå stillingen op
Som nævnt havde Steen Spangen ingen forventning om, at mødet ville føre til de store forandringer her og nu. En lille ting, Volley Danmark forholdsvis uproblematisk kunne gøre, for at imødekomme kritikken fra Brøndbylejren, var at slå landstrænerstillingen op:
– Man kunne forestille sig mange ting. Men man kunne jo for eksempel slå stillingen op for at undersøge, hvor mange kvalificerede trænere, der er. Der er ingen, der kritiserer Sven-Erik Lauridsens faglige kvalifikationer, så det kunne jo ligefrem være, det ville vise sig, at han var den bedst kvalificerede. Men så havde det minimum været en åben proces.
Utilfredsheden i Brøndbylejren med landstrænerens dobbeltrolle er ikke ny. Flere personer med tilknytning til Brøndby har igennem længere tid fremsat deres kritik på sociale medier, ikke mindst Facebooksiden, Mortens Volley. Hertil kommer så, at Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang fremsatte deres kritik i Folkebladet for et par uger siden.
Derfor, fortæller Steen Spangen, var der på mødet også kritik den anden vej, altså rettet mod Brøndby:
– Vi fik også kritik. Der var nogen, der mente, vi skulle være bedre til at fremsætte vores kritik til forbundet og sportschefen.
Steen Spangen understreger, at selvom temaet om dobbeltrollen fyldte meget på mødet, var der ikke det eneste emne, der blev diskuteret, blandt andet talentarbejde og landsholdsarbejde, bredde og udvikling samt beachvolleyball.

Fået sagt det højt
Eva Mielskov Bang deltog ikke i mødet, men har hørt debatten refereret. Ligesom Steen Spangen ærgrer hun sig over, at, da det kom til stykket, der ikke var var nogen, der bakkede op om Brøndbylejren:
– Vore repræsentanter stod ret alene. Det ærgrer mig da. For jeg er sikker på, der er nogen, der deler vore synspunkter. Men de havde åbenbart ikke lyst til at sige det højt.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Eva Mielskov Bang har lyst til fortsætte på landsholdet under de nuværende betingelser, siger hun:
– Jeg overvejer det og er uafklaret. Sagen er, at jeg lige nu er gravid og skal føde i slutningen af maj. Så lige nu er det ikke aktuelt. Men bagefter må vi se.
Weekenden efter, at Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang havde fremsat deres kritik i Folkebladet, blev der spillet turnering om de nordiske mesterskaber. Et mesterskab Brøndby vandt, blandt andet ved at slå Holte undervejs. Da Brøndby tilsyneladende er det eneste hold, der for tiden ønsker at stå frem med kritik, mener Eva Mielskov Bang, at hun og resten af mandskabet måske skal lade spillet på banen tale for nuværende:
– Vi har jo ligesom fået sagt, det vi gerne ville. Det kom der åbenbart ikke så meget ud af. Det kan være, der gør på længere sigt. Men måske vi skal bruge det til at spille endnu bedre på banen.

Indenfor rammerne
Folkebladet har spurgt Mikael Trolle, landstræner for herrelandsholdet og elitechef i Volleyball Danmark, hvad han siger til mødet. Med henvisning til sine tidligere udtalelser til Folkebladet (16. januar, red.) skriver Mikael Trolle i en mail, at han ikke har nyt at tilføje.
Dengang slog Mikael Trolle fast, at forskellige holdninger til emnet naturligvis kan forekomme og er helt legitime, men at under de givne økonomiske rammer er løsningen den bedst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top