Døgnrapporten
dognrapporten.jpg
Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport for uge 3 og 4

31-årig sigtet for spirituskørsel
BRØNDBY.
Lørdag den 20. januar kl. 20.48 bragte en patrulje en personbil til rutinemæssig standsning på Brøndby Allé i Brøndby Strand. Føreren af bilen, en 31-årig mand fra København, viste sig at have en for høj promille, hvorfor han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel. Manden blev bragt til Albertslund Politigård, hvor han erkendte sig delvist skyldig.


18-årig sigtet for kørsel uden førerret
GLOSTRUP.
Lørdag den 20. januar kl. 23.02 erkendte en 18-årig mand fra Herlev, at han ikke havde taget kørekort, da han blev bragt til standsning i en personbil på Nordre Ringvej i Glostrup, hvor han blev sigtet for kørsel uden førerret.


27-årig sigtet for butikstyveri
GLOSTRUP.
Søndag den 21. januar kl. 11.15 blev en 27-årig mand fra Glostrup sigtet for butikstyveri, efter han blev tilbageholdt i en forretning på Høje Taastrup Boulevard. Personen er kendt af butikspersonalet, da han tidligere har stjålet fra butikken.


Villaindbrud
BRØNDBY.
Søndag den 21. januar kl. 17.40 anmeldte en 40-årig mand fra Brøndby Strand, at han i løbet af weekenden havde haft indbrud i sit hus på Lindevang. En patrulje kørte til adressen for at foretage en gerningsstedsundersøgelse.


Kvinde sigtet for kørsel uden førerret
GLOSTRUP.
Mandag den 22. januar kl. 12.32 blev en 38-årig kvinde fra Brøndby Strand sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev bragt til rutinemæssig standsning på Østbrovej i Glostrup, hvor bilens nummerplader ligeledes blev inddraget på grund af en forsikringssag. Kvinden erkendte, at hun ikke havde generhvervet sin førerret.


Forsøg på villaindbrud
BRØNDBY.
Tirsdag den 23. januar kl. 08.00 anmeldte en 45-årig mand, at nogen havde forsøgt at bryde ind i hans villa på Bækkelunden i Brøndby Strand, hvor et vindue til husets soveværelse var forsøgt aflistet.


Tyveri fra personbil
BRØNDBY.
Tirsdag den 23. januar kl. 08.00 anmeldte en 41-årig mand fra Brøndby, at han havde haft indbrud i sin bil, som var parkeret på Tranehaven, hvorfra han havde fået stjålet bilens navigationsanlæg.


Værktøj stjålet fra varebil
GLOSTRUP.
Tirsdag den 23. januar kl. 08.30 anmeldte en borger, at han havde haft indbrud i sin varebil på Solvangsvej i Glostrup, hvor gerningsmanden havde knust bilens bagrude og stjålet en større mængde værktøj.


24-årig sigtet for narkokørsel
VALLENSBÆK.
Onsdag den 24. januar kl. 13.38 blev en 24-årig mand fra København sigtet for narkokørsel, da han blev bragt til standsning på Holbækmotorvejen nær Vallensbæk, hvor et narkometer gav udslag for både kokain, cannabis og metamfetamin.


45-årig sigtet i flere forhold
GLOSTRUP.
Onsdag den 24. januar kl. 21.46 blev en 45-årig mand fra Albertslund sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer samt for kørsel uden førerret, da han tidligere har fået frakendt sit kørekort. Manden blev sigtet da han blev bragt til rutinemæssig standsning på Hovedvejen i Glostrup.


Politiet efterforsker tricktyveri
VALLENSBÆK.
Torsdag den 25. januar kl. 11 blev en 73-årig kvinde fra Vallensbæk udsat for tricktyveri foran sit hjem på Tværbækvej kort tid efter, hun havde været ude at handle. Kvinden blev opsøgt af to mænd, som ligeledes havde forsøgt at aflede hendes opmærksomhed i supermarkedet, foran sin bopæl. Mændene fremviste kvinden et vejkort og spurgte, om hun kunne vise dem vej til et hus, de havde lejet i nærheden. Kvinden kunne ikke hjælpe dem og bad dem om at gå. Kort tid efter opdagede hun, at hun havde fået stjålet sin pung fra sin taske.

Mændene beskrives som:
A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, ca. 180 cm. høj og almindelig af bygning. Han var iført en grå sixpence og en pæn mørt frakke.
B: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, ca. 165-170 cm. høj og almindelig af bygning. Han var iført en strikket hue og en kort vindjakke.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top