Ny udstilling i fritidscenteret
Jakob-Ingv-4.jpg
Malerier som dette bliver i februar udstillet i Glostrup Fritidscenter. Foto: Jakob Ingvorsen
GLOSTRUP. Glostrup Kunstforening har fra på lørdag en ny udstilling i Glostrup Fritidscenter med kunstneren Jakob Ingvorsen

Jacob Ingvorsen blev i 2007 uddannet som illustrator ved University of The Arts London og siden da har han illustreret blandt andet magasiner og bøger. Derudover har han arbejdet med malerier – hvilke er blevet udstillet i København og London.
Gennem billedkunsten udtrykker han sine tanker om kulturelle fænomener, såsom selviscenesættelse, menneskets stræben efter lykke, massemediers individeksponering og idealerne i det vestlige samfund. Hans visuelle udtryk er et mix mellem klassiske maleteknikker, pop art, moderne urban inspiration og tegneseriekunst – dog bevæger udtrykket sig hele tiden i nye retninger. Ofte fremstår det energisk, ekspressionistisk og følelsesladet – men samtidig fint og detaljeret. I hvert enkelt maleri gemmer der sig små fortællinger – der prøver at beskrive dele af tilværelsen. Billedkunsten reflekterer den tid vi lever i. Desuden maler Jacob på tværs af flere malemedier – oliemaleri, akrylmaleri og graffiti.
Ferniseringen er lørdag den 3. februar 2018 klokken 14 – 16 i Glostrup Fritidscenter, Christiansvej 2, 2600 Glostrup.
Musikken på dagen bliver leveret af Henning Munk og Plumperne.
Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen. Udstillingen tages ned onsdag d. 28. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top