Basic Examples:
Søren og Klaus satser på små hverdagsbiler og store amerikanske biler
HLA_6753.jpg
Klaus Witting og Søren Madsen har åbnet nyt autoværksted på Vallensbækvej. Her reparerer de både amerikanerbiler og ganske almindelige biler. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Klaus Witting og Søren Madsen har i efteråret åbnet nyt autoværksted på Vallensbækvej. Her skal være plads til små, almindelige familiebiler og store, larmende amerikanske

Klaus Witting står og kigger på, at Søren Madsen parkerer sin store amerikanske bil. Han løfter stemmen, så den overdøver den tunge motorlyd:
– Sådan skal en rigtig bil lyde.
Kort forinden har Klaus Witting kørt sin egen noget mere fornuftige bil væk, så der blev plads til Søren Madsens.
Og sagen er, at Klaus Witting og Søren Madsen i efteråret 2017 slog kludene sammen i et fælles værksted på Vallensbækvej. For at satse på reparation af store, amerikanske biler, som Chrystler og Dodge, og for at reparere almindelige hverdagsbiler, hvor det at kunne fragte børn i institution dagen efter har højere prioritet end larm og udseende.

Bilmekka
De to har kendt hinanden igennem en længere årrække og blev sidste år enige om, at de ville drive forretning sammen. Og at de ville gøre det med ét bestemt fokus:
– God service til kunderne er vigtig for os. Vores værksted har en god størrelse med cirka otte mand. Dermed kan vi skabe en god relation til kunderne, så de har lyst til at komme igen. Det er godt for kunderne, men også for os.
Det nye autoværksted holder til i en tidligere fabriksbygning og tanken er, fortæller Klaus Witting, at der med tiden skal vokse et bilmekka frem i området:
– Udover vores værksted, kommer der også en synshal, ligesom det er planen, at der kommer en bilforhandler. Det vil give området et særligt præg.

Interessant med bredde
Går man en tur rundt på værkstedet, kan man ved siden af fornuftige familiebiler, der skal have skiftet dæk, repareret en skade eller lavet bremser, se store amerikanske biler, der trænger til en større omgang. Men det hele passer godt sammen, fortæller Søren Madsen:
– Vi har forskellige typer af kunder. Der er vel cirka 70 procent privatkunder og 30 procent erhverv. De fleste privatkunder skal have lavet almindelige ting. Men så er der også dem, der har en amerikanerbil, som vi skal reparere. Det er noget, jeg har arbejdet med i mange år og derfor har vi nogle faste kunder, der har denne interesse.
Den amerikanske interesse har også, fortæller Søren Madsen, givet værkstedet en bestemt autorisation:
– Vi er autoriseret Chrysler- og Dodgeværksted.
Men det, at der både er plads til de store amerikanske biler og alle de andre, er netop det, de to værkstedsejere godt kan lide, understreger Søren Madsen:
– Der er noget spændende ved alle typer biler. Ved nye at man kan hjælpe her og nu. Ved ældre og amerikanerbilerne at man nogle gange selv skal bygge noget nyt op. Den bredde i arbejdet er god.

Og alt det andet
Når man som Klaus Witting og Søren Madsen driver autoværksted, fylder biler meget, hvis ikke alt, i ens liv.
Noget Søren Madsen i den grad kan skrive under på:
– Jeg hjælper min søn, der kører motorløb og så hjælper jeg også en stuntman, der af og til skal bruge en bil til et job. Det sker også, at jeg kører, hvis der er brug for en ekstra chauffør.
I det hele taget har de to herrer mange ting at se til, ud over at reparere biler, fortæller Klaus Witting:
– Vi bruger en del tid på at skabe relationer og kontakter. Vi skal for eksempel snart være med i en film, som kommunen laver, hvor emnet er at være automekanikerlærling. Desuden har vi også jævnligt praktikanter, ligesom vi arbejder sammen med forskellige jobcentre, der har borgere, der har brug for hjælp. Så biler fylder meget. Men det er der også mange andre ting, der gør. Sådan er det at drive forretning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top