Unge satte fokus på demokrati
DSC_8562.jpg
Maria og Celina fra Brøndby Strand Skole var blandt deltagerne. Foto: Brøndby Ungdomsskole
BRØNDBY. Fredag fyldte Brøndbys 8. klasser og deres lærere Kulturhus Brønden med deres egne bud på projekter og idéer, der kan gøre en forskel lokalt i Brøndby

Der var bygget flotte stande, forberedt solide argumenter, og kommunalbestyrelsesmedlemmerne var mødt talstærkt op, da den traditionsrige Ungdomsdemokratidag fredag løb af stablen.
Klasserne mødtes fra morgenstunden og byggede præsentationer af de projekter, de har arbejdet med i samfundsfagstimerne, fra de kom tilbage fra juleferie.
Siden blev der debatteret ivrigt med lokalpolitikerne, og til sidst blev der stemt på det bedste projekt. Emnerne kom vidt omkring, og der var kreative bud på blandt andet fælles sociale arrangementer på tværs af skolerne, god tone på nettet og kantineordninger.

Gode bud
Sidst på dagen kunne en flok glade vindere fra 8. A på Brøndbyvester Skole modtage både kammeraternes og Kent Max Magelunds (S), borgmester, lykønskninger.
Eleverne havde lavet et anderledes bud på, hvordan man uden at gå på kompromis med det faglige indhold kan korte lidt af skoledagens længde.
– Vi nyder at se de mange gode bud, der kommer frem sådan en dag. Nogle kræver måske noget tid og overvejelse, men en del af dem er faktisk indsatser, der er lige til at gå til, for eksempel i samarbejde med os i Ungdomsskolen, siger ungdomsskoleleder Troels W. Lund.
På Brøndby Strand Skole havde 8. F lavet et forslag til, hvordan man med nytænkning af valgfagene kan skabe en bedre overgang til ungdomsuddannelserne.
Maria og Celina fra klassen er ikke i tvivl om, hvad Ungdomsdemokratidagen bidrager til:
– Det har været virkelig spændende at gå rundt mellem boderne og se, hvad de andre klasser har valgt at sætte fokus på, og så er det bare fedt at få mulighed for at lave noget sammen på tværs af skolerne, det kunne vi godt tænke os noget mere af.
I alt deltog 220 elever i fredagens arrangement sammen med deres lærere, og dagen sluttede traditionen tro med, at deltagerne satte deres håndaftryk på skulpturen ’Et håndtryk i demokratiets navn’.

Ungdomsdemokratidagen har været afviklet årligt siden 2011
Flere tidligere projekter er siden blevet til virkelighed, blandt andet gennem Brøndby Fælleselevråd
Ungdomsdemokratidagen afvikles af Brøndby Ungdomsskole i samarbejde med de involverede lærere fra alle tre skoler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top