Billy Cross i Glostrup Kulturhus
IMG_6000.jpg
Billy Cross spillede fredag i Glostrup Kulturhus. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Der var fuldt hus, da legenden Billy Cross lagde vejen forbi Glostrup Bio 2. februar med sit band. Guitaristen og sangeren skabte sammen med tre andre fremragende musikere og et begejstret publikum en stor aften med rock, blues og ballader

At Billy Cross med sine 71 år er halvandet år ældre end biografen mærker man på ingen måde, når han griber sin Gibson-guitar og mikrofonen for at trykke noget rock af for fuld udblæsning. Det hvide hår skal man heller ikke tage som udtryk for alder, for det havde han også, da han slog sig ned i Danmark i 1980 og blev en vigtig del af det danske musikmiljø. Han fik sig en dansk familie og blev meget dansk – samtidig med, at han trak på sin medbragte inspiration fra den anden side af Atlanterhavet.
Billy Cross er født i New York og havde fra midten af 1960-erne en karriere som studiemusiker. Dette førte til et samarbejde med koryfæer som Meat Loaf og selveste Bob Dylan. Han gæstede Danmark flere gange og spillede f.eks. sammen med Delta Blues Band, der snart kom til at hedde Delta Cross Band. I Danmark har han arbejdet som studiemusiker og som producer for f.eks. Anne Dorte Michelsen, C.V. Jørgensen, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Johnny Madsen, Lars Lilholt og Dalton. I 2004 udgav han det første af en håndfuld danske albums i eget navn.
I dag spiller han i flere konstellationer, hvoraf The Billy Cross Band, som gæstede Glostrup Kulturhus, står for en virtuos og glad rock, som fik solidt tag i det store publikum, der havde en stor aldersspredning. Endnu en stor musikoplevelse på byens bedste koncertsted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top