Basic Examples:
Flere institutioner kan få vandskader som Birkely
VALLENSBÆK. Det viser sig nu, at flere institutioner i Vallensbæk har de samme problemer som den, der førte til en totalskade af Birkely

Den omfattende vandskade af børneinstitutionen Birkely, som har ført til, at der nu skal opføres en ny institution, fortsætter med at skabe problemer for Vallensbæk Kommune.
Således kunne Folkebladet for nylig fortælle, at kommunes forsikring ikke dækker skaderne. En konklusion forsikringsselskabets jurister var nået frem til efter at have nærlæst betingelserne i forsikringspapirerne, hvorved det fremgik, at kommunen ikke havde foretaget den nødvendige vedligeholdelse af en række installationer. En konklusion kommunens egne jurister efterfølgende også nåede frem til.

Nybyggeri i problemer
At kommunen således ikke kunne hæve forsikringspenge ærgrede både Socialdemokratiet og Dansk Folkepartiet.
Derfor bad Kenneth Kristensen Berth, borgmester Henrik Rasmussen (K) undersøge, hvorvidt andre institutioner har de samme vedligeholdelsesproblemer som Birkely. Og det viser sig nu, at Birkely ikke er det eneste sted, hvor vedligeholdelsen er mangelfuld.
Således skriver Henrik Rasmussen blandt andet i en mail til Kenneth Kristensen Berth:
– De (forvaltningen,red.)har oplyst, at der umiddelbart er en risiko på Mejsebo, som har lignede ikke-isoleret vandinstallationer, der kan indebære en øget risiko for rørsprængning.
Også i Piletræet, der for kort tid siden er blevet renoveret, er der problemer, skriver Henrik Rasmussen:
– Derudover er der en udfordring på den nyrenoverede daginstitution Piletræet, hvor det ved afleveringsforretningen er blevet konstateret, at nogle af rørene ikke er isoleret korrekt.

Der er blevet rettet op
I sin mail til Kenneth Kristensen Berth tilføjer Henrik Rasmussen dog samtidig, at man i såvel Mejsebo som Piletræet har foretaget forbedringer, der skal modvirke rørsprængninger som i Birkely.
Desuden understreger Henrik Rasmussen, at kommunen har taget sin forholdsregler:
– Daginstitutionerne er alle blevet gennemgået og har fået udskiftet cirkulationspumper. Endvidere bliver vandinstallationer på kommunens bygninger fornyet løbende, som en del af driften. Der vil blive installeret vandstop på alle daginstitutionernes hovedledninger, der lukker for vandet, hvis der pludseligt opstår et stort vandforbrug. Installeringen af vandstop skal sikre, at fremtidige vandskader mindskes.
Til spørgsmålet om, hvad han mener om sagen, siger Kenneth Kristensen Berth:
– Det er jo godt, at man er blevet opmærksom på det nu, men selvfølgelig noget sent eftersom det formentlig har kostet kommunen et million-beløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top