God effekt af indsats mod socialt bedrageri
VALLENSBÆK. Også i 2017 har indsatsen mod socialt bedrageri givet Vallensbæk Kommune en stor besparelse

– Det er vores pligt som kommune at sikre, at borgernes skattekroner ikke bliver misbrugt, siger Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk. Derfor har kommunen et kontrolteam, der skal opdage snyd med sociale ydelser som for eksempel kontanthjælp og sygedagpenge. Et eksempel kan være en selvstændig erhvervsdrivende, der får sygedagpenge, samtidig med at vedkommende fortsat arbejder.
Formålet med kontrolindsatsen er altså at sikre, at man får, hvad man har ret til, ikke at forfølge borgere, der lovligt modtager ydelser fra kommunen.

Mere end sidste år
I 2017 har kontrolgruppen opdaget socialt bedrageri for i alt 5,7 mio. kr., hvoraf de 4,1 mio. er kommunale kroner. Resten er penge, som staten skal have tilbage.
Beløbet er omkring 50 procent højere end sidste år. Det er dog ikke fordi, borgerne i Vallensbæk pludselig er blevet mere uærlige, men skyldes blandt andet en håndfuld enkeltsager, der har givet meget store besparelser. Samtidig har kommunerne fået et tættere samarbejde med Udbetaling Danmark omkring indsatsen imod socialt bedrageri – dette har også bidraget til den samlede besparelse.
– Vi fortsætter ufortrødent kampen mod socialt bedrageri. De lovlydige borgere skal ikke betale for dem, der får uberettigede ydelser, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top