Hjerteløbere kan redde liv
DSC_1015.jpg
Der er hjertestartere flere steder i Vallensbæk. Blandt andet ved Ungdomsskolen. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Når nogen falder om med hjertestop, er det afgørende, at der bliver handlet hurtigt. Det kan de frivillige hjerteløbere som Henrik Høj Andersen hjælpe med

Som hjerteløber har man meldt sig til at hente den nærmeste hjertestarter og yde førstehjælp, hvis der sker et hjertestop i nærheden.
– Jeg står i forvejen for at servicere hjertestarterne her i kommunen, fortæller Henrik Høj Andersen, der til daglig arbejder som teknisk serviceleder i Pilehaveskolens svømmehal.
Med Henrik Høj Andersens store kendskab til hjertestartere og førstehjælp var det oplagt at melde sig som hjerteløber.
Henrik Høj Andersen har selv fået alarmer ind på telefonen tre gange. Den ene gang var han alene hjemme med sin søn, så der afviste han alarmen, hvilket er helt OK. Som hjerteløber er man nemlig blot et supplement til ambulance og redningstjeneste. De to andre gange skyndte han sig afsted, og app’en på telefonen giver anbefalinger om, hvor man kan hente en hjertestarter på vejen.
– Begge gange var ambulancen nået frem først. Vi har en ret god responstid for ambulancer her i regionen. Så jeg har ikke selv prøvet at være den, der først nåede frem, fortæller Henrik Høj Andersen.
Oftest skal man maksimalt tilbagelægge en distance på cirka 500 meter som hjerteløber, men i nogle tilfælde kan det være længere.
Ordningen med hjerteløbere kører foreløbigt som et forsøgsprojekt i Region Hovedstaden. Tanken er, at det herefter skal udbredes til resten af landet.

Man kan løbe med
Hvis man gerne vil være hjerteløber, kan man downloade app’en Hjerteløber i App Store eller Google Play og gennemføre registreringen. Man behøver ikke have en hjertestarter på sin arbejdsplads eller nær sit hjem.
Når alarmen går, fortæller app’en, hvor den nærmeste hjertestarter befinder sig. I nogle tilfælde vil man blive guidet direkte til personen med hjertestop.
Der er en test-funktion i app’en, så man kan lære alarmlyden og appens funktioner at kende, før det bliver alvor. Man skal være mindst 18 år for at være hjerteløber, og det anbefales, at man har taget et kursus i livreddende førstehjælp.

Findes flere steder
I Vallensbæk er der blandt andet hjertestartere ved Pilehavehus, Pilehaveskolens svømmehal, Sundhedshuset Nordmarken, Seniorhuset Korsagergård, Ungdomsskolen, Idrætcentret og rådhuset.

På www.hjertestarter.dk kan du se placeringen af hjertestarterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top