På læringstur
VALLENSBÆK. De lokale politikere deltager løbende i diverse konferencer. Folkebladet har spurgt et par af dem, hvad der kommer ud af det

Dannelse, uddannelse og inddragelse af fremtidens borgere var overskriften for Kommunernes Landsforenings (KL) Børn og Unge-topmøde i slutningen af januar.
Som en del af deres politiske arbejde deltog flere lokale politikere i mødet.
Marianne Friis-Mikkelsen (K), medlem af Børn- og Kulturudvalget i Vallensbæk, varen af dem:
– Som politikere i Børne- og Kulturudvalget skal vi til stadighed følge med på dette vigtige område.

Lovændring på vej
Emnet for mødet var dannelse, uddannelse og inddragelse af fremtidens borgere.
Et emne, hvor det ifølge Marianne Friis-Mikkelsen er vigtigt, at politikerne er opdaterede:
– Emnet berører 0-18 års området. I den rigtige rækkefølge betyder det eksempelvis den tidlige indsats, hvor sundhedsplejen indgår i den tidlige fase med både vordende og nybagte forældre. Ved den kommende ændring af dagtilbudsloven, som træder i kraft juli 18, styrkes den pædagogiske læreplan, hvor opkvalificering af det pædagogiske personale anbefales. Legen er indskrevet, børns indflydelse og medvirken indgår som demokratiske værdier.

Skal lære demokrati
Morten Schou Jørgensen (K), formand for Børne- og Kulturudvalget, deltog også i mødet i Aalborg.
Han mener også, det var vigtigt at diskutere dannelse, uddannelse og inddragelse af børn og unge:
– For lidt større elever er den demokratiske proces en vigtig værdi, hvis vi ønsker inddragelse. Gennem elevråd skulle processen både ses og mærkes i skoledagen; elevråd på den enkelte skole skal måske tænke i fælleselevråd, samarbejde og fællesskab. Det kan føre til megen forståelse for demokratiske værdier, og herved inddragelse og medindflydelse.
Morten Schou Jørgensen er således ikke i tvivl om at dannelse, uddannelse og inddragelse bliver et vigtigt fælles fokuspunkt for borgere og politikere fremover:
– Uanset om det er vores småbørn eller skoleelever, er det vigtigt for borgerne at blive inddraget og hørt i kommunens udvikling. Politikerne skal gerne stå som garant for, at det sker. Når politikere således inddrager fremtidens borgere, er både dannelse og uddannelse deret absolut must for vores demokratiske fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top