Dom til spejderleder
BRØNDBY. Onsdag blev tidligere spejderleder og pædagogmedhjælper Per Bartholdy Pedersen idømt forvarring efter overgreb på 28 børn, blandt andet i Brøndby

Onsdag blev tidligere spejderleder og pædagogmedhjælper Per Bartholdy Pedersen idømt forvarring ved retten i Glostrup.
Det sker efter, han har været tiltalt, og nu dømt for, at have begået en lang række overgreb mod børn i den spejdergruppe i Brøndby, hvor han har været frivillig leder, og i den institution i Albertslund, hvor han har været ansat som pædagogmedhjælper.

Mens de sov
Per Bartholdy Pedersen blev efter anmeldelse fra bekymrede forældre anholdt i marts 2017 af Nordsjællands Politi.
Ved ransagning af hans hjem i Rødovre beslaglagde politiet computere, smartphones og andet elektronisk udstyr, som viste sig at indeholde pornografiske optagelser af børn.
Det omfattende materiale bestod af 10.721 billeder og 1.472 film med pornografiske optagelser af børn og unge under 18 år.
En del af materialet afslørede desuden fotos og film optaget af Per Bartholdy Pedersen, mens han krænkede børn seksuelt, som oftest mens de sov eller fik skiftet ble.
I anklageskriftet er der blandt andet beskrevet en situation fra perioden omkring januar 2015 til omkring januar 2016, hvor Per Bartholdy Pedersen i forbindelse med hvervet som frivillig spejderleder har placeret sig ovenpå en sovende dreng, på 6-7 år, hvorefter han fremtog sit erigerede lem og holdt det op mod drengens ansigt samtidig med at Per Bartholdy Pedersen filmede det.
Efterforskningen klarlagde, at krænkelserne fandt sted over forskellige perioder fra 2011 og frem til anholdelsen i 2017, mens han var betroet børnene som pædagogmedhjælper eller spejderleder.
To episoder kunne dog føres tilbage til omkring 2002 eller 2004, hvor han som spejderleder krænkede et sovende barn seksuelt.

Som voldtægt
Ifølge straffelovens § 216, stk. 2, skal al seksuel omgang med børn under 12 år straffes som voldtægt, uanset om det er sket ved tvang eller ej. Det samme gælder for andre seksuelle handlinger end samleje.
Derfor rejste Anklagemyndigheden tiltale mod den 47-årige Per Bartholdy Pedersen for i alt 45 tilfælde af voldtægt, anden seksuel omgang end samleje eller blufærdighedskrænkelser mod 28 børn.
Og onsdag blev Per Bartholdy Pedersen ved Retten i Glostrup altså kendt skyldig ifølge anklageskriftet og idømt en forvaringsstraf.
– Der er tale om alvorlige forbrydelser med mange grove krænkelser mod små børn over længere tid, og vi har ment, at det samlet set skal udløse en meget høj straf, og det har retten fulgt, sagde senioranklager Peter Rask, Københavns Vestegns Politi, efterfølgende.
Retten frakendte desuden Per Bartholdy Pedersen retten til at arbejde med børn og forbød ham at omgås børn under 18 år eller kontakte dem via nettet.
Samtidig blev han dømt til at betale erstatning til børnene.
Per Bartholdy Pedersen valgte at anke til formildelse.

Var nødt til det
Ifølge dr.dk og Ritzau udtalte Per Bartholdy Pedersen under retssagen, at han ikke kunne lade være med at begå krænkelserne:
– Det er ikke noget, jeg synes, der er fedt at gå ind og gøre. Men jeg føler, at jeg har brug for at se de her drenge nøgne. De første gange var jeg rystende nervøs.

• Man kan blive idømt forvaring, når den kriminalitet, man findes skyldig i, er alvorlig, personfarlig kriminalitet, der typisk er drab, røveri, vold eller voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse.
• Der er et krav om farlighed. Der vurderes om vedkommende udgør en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
• Forvaring er tidsubestemt ligesom fængsel på livstid.

I december 2014 tildelte Brøndby Kommune Per Bartholdy Pedersen prisen som årets børne- og ungdomsleder. En pris, kommunen nu trækker tilbage ifølge kommunens hjemmeside:
Brøndby Kommune trækker med øjeblikkelig virkning prisen for årets børne- og ungdomsleder 2014 tilbage. Hædringen af kommunens frivillige er helt uforeneligt med de grove overgreb, som den pågældende nu er dømt for … Brøndby Kommune har siden sigtelsen tilbage i marts 2017 fulgt sagen tæt og tilbudt hjælp til de berørte i den spejderklub, hvor manden har fungeret som frivillig spejderleder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top