Ros til Ældrecentret Nygårds Plads
DEBAT. Af Kirstina Tranberg, Stenager 204, 1 tv, Glostrup

Man hører ofte historier om, hvor svært det er at komme på plejehjem, og hvor dårligt de fungerer, så derfor har jeg lyst til at dele min meget positive oplevelse omkring Ældrecentret Nygårds Plads. Min mor nåede at bo der i næsten et år, og jeg har kun oplevet et velfungerende sted med mange gode aktiviteter og et personale, der med venlighed, omsorg og en humoristisk tone tog sig rigtig godt af vores mor. Derfor vil jeg gerne udtrykke min store taknemmelighed til personalet, for jeres gode og omsorgsfulde pleje af min mor, Britta Tranberg, under hele hendes ophold. Hver eneste gang vi besøgte hende, udtrykte hun sin glæde og tilfredshed ved at bo på Ældrecentret Nygårds Plads, og hvor godt hun blev behandlet af alle. Personalets omsorg og venlige væsen har rørt os dybt, og vi har virkelig følt, at vores mor var i de bedste hænder.
I de sidste svære dage var de om hende med en hensynsfuldhed og ømhed, som var fantastisk for os pårørende at opleve. Det har været dejligt at møde nogle professionelle, der i den grad har hjertet med i deres gerning, hvilket også kom til udtryk i den meget fine afsked, de tog, da min mors båre blev ført bort. Personalet stod ude på gangen og lagde hver en rose på kisten, da den passerede dem, og det var så smukt og værdigt. Denne gestus blev endnu et bevis på jeres store menneskelighed, der viste sig gang på gang i jeres adfærd, også over for os i det sidste forløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top