Brøndby Strand-drengene klar til kvartfinalen
HLA_3059.jpg
Anfører Joseph Mwamba og træner Firat Olgun glæder sig til, at holdet fra Brøndby Strand Skole i næste uge skal spille kvartfinale i årets udgave af skolefodboldturneringen. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. I næste uge spiller drengene fra Brøndby Strand Skole kvartfinale i årets udgave af skolefodboldturneringen. Det er en rigtig holdindsats, der har ført holdet så langt, mener træneren og anføreren

Det er ikke kun superligaholdet, der for tiden spiller godt fodbold og kan øjne mesterskaber. Det samme gør de lokale drenge fra Brøndby Strand Skole. De har nemlig kvalificeret sig til kvartfinalen i årets udgave af skolefodboldturneringen. En kamp, der bliver spillet på næste torsdag og hvor drengene har chance for at placere Brøndby endnu tydeligere på fodbolddanmarkskortet.
At holdet er nået så langt, skyldes ifølge træner Firat Olgu en klar og tydelig recept:
– Vores motto er, at vi skal bruge hovedet og spille med fødderne. Vi arbejder således benhårdt med at være ydmyg og vise respekt for den forskellighed, der er på holdet. Det er grundstenen i vores succes.
Og netop viljen til at vinde i fællesskab er vigtig for holdet, tilføjer Firat Olgun:
– Vi ånder for, at gøre det her sammen. Vi er alle en del af det samme hold.

Fedt med opbakning
Selvom fællesskabet og holdånden altså er i centrum på holdet, så har Brøndby Strand Skoles hold dog også et par stjerner. En af dem, er anfører Joseph Mwamba. Når han ikke spiller på skolefodboldholdet, spiller han til daglig i BSI Fodbold, og faktisk har Joseph Mwamba på det seneste gjort det så godt, at han har været til prøvetræning i både Holland og Italien. En succes Joseph Mwamba dog tager med ro:
– Det er klart, at jeg som anfører skal gå forrest, og det gør jeg også. Men vi skal hele tiden huske på, at vi er hold og alle er vigtige.
Da Brøndby Strand spillede sin seneste kamp på hjemmebane var der masser af tilskuere, og det er noget, der kan mærkes inde på banen, fortæller Joseph Mwamba:
– Der var cirka 800 tilskuere, og det er da fedt, når så mange kommer og ser os og hepper. Det skaber ekstra gejst.
Joseph Mwamba er flyttet til Brøndby Strand for et par år siden, og det er ikke kun på skolefodboldholdet, fællesskabet er i centrum, mener han:
– Jeg kan godt lide at bo her. Der er en god stemning og man behandler hinanden som familie. Det er fedt.

Også for området
I næste uge går det så løs igen i skolefodboldturneringen. Holdet fra Brøndby Strand Skole skal på udebane møde Maglegårdsskolen fra Hellerup, og der er ifølge træner Firat Olgun grund til optimisme på holdets vegne:
– Jeg synes virkelig, spillerne er gode til at løfte hinanden. Det, der kan være minusser, bliver omdannet til plusser og så er de ydmyge og kæmper for holdet.
Og den succes, holdet oplever, smitter forhåbentlig af på hele Brøndby Strand tilføjer Firat Olgun:
– Selvfølgelig handler det om at vinde. Men det handler også om at give skolen og området en masse god PR. Vi vil gerne vise, at vi er fælles om det her, men også at vi er fælles om det på skolen og i området. Og der er da heldigvis mange, der bakker op om os og hepper med.

Brøndby Strand Skoles kvartfinalekamp spilles torsdag den 12. april på Maglegårdsskolen i Hellerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top