Gymnastik for fuld udblæsning
Sjipperne.jpg
Sjipperne, der er blandt de bedste i Danmark, viste deres kundskaber. Foto: IF32 Gymnastik
GLOSTRUP. En af årets forårsbebudere i Glostrup er IF32 Glostrup Gymnastikforenings forårsopvisning. I år var Glostrup Hallen igen fyldt til bristepunktet og der måtte hentes ekstra stole, så de forventningsfulde tilskuere alle kunne være med til at klappe af de spændte gymnaster på gulvet

13 hold og mere end 300 gymnaster fra to år og opefter deltog i indmarchen. Borgmester John Engelhardt åbnede dagen, hvorefter alle de gymnaster, der havde vundet medaljer i sæsonens løb, blev hædret. Traditionen tro blev Årets IF32-træner blev også kåret. I år fik Søren Engmark den flotte pokal.
Han viser stor stabilitet som træner og har en rigtig god mødepli, altså en træner man kan regne med. Når dette er sagt er han også den person, som kan lave lidt spas og derved løsne en anspændt situation, for eksempel ved konkurrencer. Han er rummelig og sætter fællesskabet og et godt samarbejde på tværs af holdene i højsædet, hvilket er meget vigtigt i en forening som vores, hvor “vi” står som fællesnævneren, sagde formand Erik Theil Rybtke blandt andet.

Kæmpe opvisning
Derefter kunne de mere end 750 tilskuere nyde fem timer fyldt med leg, spilopper, heftige spring med skruer, kolbøtter, sjip så hurtigt, at man ikke kunne se sjippetovene, rytmeserier og meget, meget mere.
Foreningens engagerede trænere havde som sædvanligt lagt et stort arbejde i at gøre opvisningen så flot som muligt og gulvet var hele dagen igennem fyldt med glade børn og unge i farvestrålende drager eller T-shirts med foreningens logo.
Selvom opvisningen er en festlig afslutning på sæsonen, så byder gymnastikforeningen herefter på sommergymnastik fra den 23. april. For børnene er der både sjippehold og TeamGym/spring-rytme, så alle kan nå at komme i form til sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top