Nej til generel genhusning
HLA_8999.jpg
Der var godt fyldt i Glostrup Hallen torsdag aften. Foto: Heiner Lützen Ank
GLOSTRUP. Dem, der har brug for genhusning, får genhusning, når sidste etape af renoveringen af Stadionkvarteret går i gang. Men det bliver ikke alle, og beboerne får derfor ikke en ekstra huslejestigning på 14,8 procent

Torsdag aften var over 300 mennesker samlet i Glostrup Hallen til ekstraordinært afdelingsmøde i Glostrup Boligselskabs afdeling 9, i Stadionkvarteret. Afdelingen har over de seneste år været gennem en stor renovering, og sidste etape går snart i gang. På afdelingens generalforsamling sidste efterår blev det vedtaget af beboerne, at alle, der blev berørt af sidste etape af renoveringen, skulle genhuses. Oprindeligt var det kun en del af beboerne, der skulle genhuses. Det er også det, afdelingen får tilskud til fra Landsbyggefonden.
– Det var beboernes egen beslutning, at alle skulle genhuses, siger Claus Krag, direktør i Glostrup Boligselskab.
På mødet dengang stod det ikke helt klart, hvad det ville koste at genhuse alle. Det har Glostrup Boligselskab derfor regnet på i mellemtiden. Det vil koste omkring 10 millioner kroner, hvilket ville skulle dækkes af huslejen. Det ville betyde en midlertidig stigning i huslejen på 14,8 procent i 2019 for alle beboere. Det har været debatteret en del blandt beboerne. Efter den beregning valgte Glostrup Boligselskab at indkalde beboerne igen for at diskutere emnet endnu en gang. Det skete torsdag aften, hvor et stort flertal stemte for, at der ikke skulle laves generel genhusning.
– På mødet blev der stemt om, om man ville acceptere den ekstra økonomiske udgift. Det blev et overvældende nej. Det betyder, at vi genhuser dem, det hele tiden har været meningen skulle genhuses. Det var beboernes beslutning fra efteråret, der blev lavet om, siger Claus Krag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top