Wiborg under lavmålet
DEBAT. Af Malene Odvig (DF), kommunalbestyrelsesmedlem, Rendsagervej 11, 2625 Vallensbæk og Jan Bonde Gravang, (fhv. formand for DF i Vallensbæk) Vejlegårdsparken 88, 2665 Vallensbæk Strand

Hvis borgerne i Vallensbæk skulle være i tvivl om, hvorfor Dansk Folkeparti ikke kan arbejde sammen med Socialdemokratiet, så kan borgerne blot læse Søren Wiborgs indlæg i sidste uge, hvor han imødegår Kenneth Kristensen Berths kritik af en legeplads på Vallensbækvej ved at insinuere at Dansk Folkepartis gruppeformand er børnelokker og ikke er i stand til at køre bil! Absurd!
Hvis nogen synes at den politiske debat i USA er skinger, så har de da ikke mødt Søren Wiborg, for hvad ligner det egentlig at skrive følgende om en kollega: ”Kenneth Kristensen Berth oplyste ved sidste kommunalbestyrelsesmøde, at han havde kørt rundt om aftenen i Københavns gader og forgæves ledt efter tilsvarende anlæg (legepladser). Som det lidt muntert blev bemærket ved mødet, så skulle man måske være mere bekymret for, at Kenneth Kristensen Berth luskede rundt og ledte efter legepladser efter mørkets frembrud”. Det er ren fantasi fra Wiborgs side. Der var ikke en sådan bemærkning på sidste kommunalbestyrelsesmøde.
Så hvor dybt kan man egentlig synke?
Endelig inddrager Søren Wiborg Kenneth Kristensen Berths evner som bilist og henviser til, at Kenneth skulle have taget sit kørekort for nyligt. Nu kender vi begge Kenneth og ved at han erhvervede sit kørekort som 18-årig, så også her er Socialdemokratiets formand galt afmarcheret.
Med de underlødige personangreb som Wiborg her præsenterer, er det indlysende, at DF ikke kan samarbejde med Socialdemokratiet. Wiborg skaber fjender overalt. Socialdemokratiet har brug for et generationsskifte.

Svar
Af
Søren Wiborg (S), medlem af kommunalbestyrelsen

Kære Malene og Jan. Tingene kan selvfølgelig opleves forskelligt. I undlader behændigt at forholde jer til det væsentligste i debatten. Kenneth Kristensen Berth forsøger at skræmme borgerne med påstanden om at legepladsen/parkourbanen på Vallensbækvej er farlig. Det er den ikke. Den er anlagt efter kyndig vejledning fra eksperter i sådanne anlæg. Beplantningen er ikke vokset op, så det fulde billede af parkourbanen kan først dannes senere på året. I det daglige arbejde i kommunalbestyrelsen og kulturelt udvalg har undertegnede et konstruktivt samarbejde med KKB og DF. Tonen sættes dog ofte lidt på spidsen når debatten når ud i lokalaviserne og kan se skarpere ud end den er tænkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top