En grønnere dag end de andre
IMG_9240.jpg
Det nye Byttehus på genbrugspladsen i Brøndby blev indviet lørdag. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Lørdag havde Brøndby Kommune for ottende år i træk inviteret til Grøn Dag på Genbrugsstationen, og mange havde lyst til at være med

Da der lørdag blev afholdt Grøn Dag var temaet Skraldeguld og Byttehus.
Der var både mulighed for at se affaldsudstillingsmontre fra Vestforbrænding, få en folder med gode idéer til affaldssortering indendørs og til at få en god snak med Brøndby Kommunes affaldsmedarbejdere.
Kæmpe Skraldefanten, som kunstneren Thomas Dambo har lavet ud af genbrugsplast, blev klappet af mange børn og skattekort blev delt ud til De seks glemte kæmper på Vestegnen.
Omkring 250 gæster valgte at tage bøger med og bytte til en krydderurt. De bøger der var i god stand, blev sat ind i byttehuset, så andre kunne få glæde af at læse dem. De andre bøger i dårligere stand, kom i containeren til bøger og bliver så til for eksempel toilet- og køkkenruller. Kommunens rottefænger fik også givet nogle gode råd til borgere om, hvordan man bedst muligt kan holde rotterne ude.

Børn og barnlige sjæle
I Børnenes genbrugsværksted kunne børn lave en fars dag-gave, for eksempel en nøglering med pom pom eller fletning af garnrester.
Der var mange børn der prøvede Guldmissionen, hvor man skulle grave guld (affald) fri af sandet i kisten, finde den skraldespand det skulle i og se hvad affaldet bliver til.

Nyt byttehus
Sidste år tog borgmester Kent Max Magelund (S) og Teknik- og Miljøudvalgsformand Vagn Kjær-Hansen (SF) det første spadestik til det nye byttehus på Grøn Dag. I år stod byttehuset færdigt og blev indviet med taler af Kent Max Magelund og Vagn Kjær-Hansen og Vallensbæks Teknik- og Miljøudvalgsformand Jan Høgskilde (K).
Kent Magelund sagde i sin tale blandt andet:
– Jeg er stolt over, at vi nu har fået vores eget faste byttehus på genbrugsstationen, som går under princippet: Giv hvad du har og tag hvad du kan bruge.
Jan Høgskilde sagde i sin tale:
– Vallensbæks borgere benytter også genbrugsstationen i Brøndby og de er glade for at have mulighed for også at kunne benytte det nye byttehus.
Vagn Kjær-Hansen supplerede:
– Vi har igennem mange år byttet os til mange tons forskellige genbrugsting. Kort sagt ser vi mere og mere genbrug og det er vi rigtig glade for, da det gavner vores miljø. Vi er vilde med genbrug og vi vil være med i front for, at kunne give tingene en længere levetid.

Blæsende guldballoner
Herefter blev den røde snor klippet over og efterfølgende blev der delt alkoholfrie bobler ud.
Der kom cirka 300 borgere med ting til byttehuset i løbet af de fire timer og fandt selv noget de kunne bruge og tage med hjem. I dagens anledning var der sat et telt op ved siden af byttehuset, hvor borgere kunne bytte tøj og sko.
Der blev byttet ikke mindre end 1,3 tons tøj og ting, som fik længere levetid hos andre borgere.
I alt deltog cirka 400 borgere i Grøn dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top