Endnu en omgang om Dannebrog
GLOSTRUP. På kommunalbestyrelsens møde i maj blev det endnu en gang diskuteret, om Dannebrog skal hænge i kommunalbestyrelsens mødelokale. Og det blev stemt ned igen

Det emne, der fyldte mest på kommunalbestyrelsens ellers ret korte møde i maj var spørgsmålet om der skal hænge et Dannebrog og et portræt af regenten i kommunalbestyrelsens sal. Forslaget var stillet af Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, hvorfra Dan Kornbek Christiansen argumenterede for forslaget.
– Det er således, at vi sidder i en kommune, men vi har også regionen og staten, som er tre forskellige offentlige institutioner, der har hver deres logo. Ens for alle er, at vi ligger i samme land. Derfor synes vi, at den væg, der er bag borgmesteren, sagtens kunne prydes af Dannebrog eller af en fane, der stod på jorden. Samtidig synes vi også, at man kunne hænge et billede op af vores monark, vores regent. Nogen vil sige, at det hører staten til. Hvis man ringer til Det Gule Palæ, som er en del af administrationen på Amalienborg, så er det rigtigt, at nogle statsinstitutioner er forpligtede til at have det, men der er flere og flere offentlige institutioner, som for eksempel kommuner, der har sådan noget hængende, sagde han.
Socialdemokratiet stemte imod igen.
– I Socialdemokratiet holder vi også af Dannebrog. Der bliver i Danmark flaget meget med vores flag. Det er nogle meget specielle relationer, danskerne har til flaget, vi har for eksempel regler for, at man ikke må flage om natten, det gør man for eksempel i USA. I USA flager man også indendørs, vi har ingen traditioner for at flage indendørs i Danmark, vi har tradition for at flage udendørs. Det er nok også derfor vi siger, at flaget er smukkest i modvind. Vi i Socialdemokratiet stiller ikke flaget op i en skammekrog her i salen. Med hensyn til majestæten mener vi, at det vil tangere majestætsfornærmelse at hænge et billede op af hende i et lokale, hvor der næsten aldrig er mennesker. Vil kommunen gerne have et billede af Margrethe, må det hænge et sted, hvor der kommer mange mennesker, for eksempel i Borgerservice., sagde Søren Enemark.
Før nytår behandlede den tidligere kommunalbestyrelse et lignende forslag, der dog ikke indeholdt forslaget om et billede af Margrethe. Lars Thomsen (V) mente, at det var den rigtige måde at gøre tingene på.
– Dannebrog er et smukt flag. Jeg har kollegaer, der har ofret deres liv for at forsvare Dannebrog, sagde han.
Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti stemte for at have både Dannebrog og Margrethe hængende, mens Lars Thomsen (V) og Eva Nørgaard Wojtala (V) stemte for kun at have Dannebrog hængende. Da resten stemte imod, faldt begge forslag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top