Basic Examples:
Festen der fusede ud
117.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Efter to uafgjorte kampe i pinsen måtte Brøndby IF tage til takke med en andenplads i denne sæson. Dermed kom mesterskabsfesten ikke til Vestegnen i denne omgang. Skuffelse og stolthed var at mærke lige efter kampen

Fodboldmæssigt har det været en forfærdelig pinse for Brøndby IF, Brøndby og hele Vestegnen. Fredag var de blå-gule således på vej mod en sejr på udebane mod AC Horsens. Men dybt inde i overtiden udlignede AC Horsens til slutresultatet 2-2. Dermed rykkede Brøndby IF fra førstepladsen til andenpladsen i Superligaen.
Holdet kunne således ikke længere selv afgøre, om det danske mesterskab efter 13 års fravær igen skulle hjem til Vestegnen, da den sidste runde i Superligaen blev afviklet mandag, 2. pinsedag.
Og festhumøret fik endnu et hak nedad, da Brøndby IF blot spillede 1-1 mod AAB, mens FC Midtjylland vandt 1-0 over AC Horsens.
Dermed gled den førsteplads i Superligaen, som Brøndby IF længe lå på, holdet af hænde til aller sidst.

Tom følelse
En skuffelse der i den grad kunne mærkes efter kampen. Således sagde anfører Johan Larsson umiddelbart efter kampen til brøndby.com, klubbens webside:
– Jeg står med en tung følelse lige nu. Det er svært at sætte ord på, hvad der er sket den seneste uge. Men hvis man kigger tilbage på sæsonen, så vandt vi Brøndbys første titel i 10 år, så der er selvfølgelig nogle ting, man kan tage med sig. Lige nu er det skuffelsen over ikke at finde niveauet i de seneste tre-fire kampe, der fylder.
Holdets træner, Alexander Zorniger, var efter kampen også skuffet, men forsøgte samtidig at se det positive i sæsonen som helhed, da han talte med brøndby.com:
– Det har været en utrolig hård sæson. Vi jagtede guldet frem til og med kampen i dag, og der har været flere hundrede beslutninger, der skulle tages hver eneste dag igennem en hel sæson, og vi havde chancen for at få et stort resultat i sidste ende, men det skulle ikke være. Nu fik vi sølv, men jeg er alligevel stolt. I en sæson hvor vi slog både FC København og FC Midtjylland fire gange og vandt den første pokal til Brøndby IF i 10 år, er jeg stolt af alle i klubben – af fansene, af trænerne, af administrationen. Alle har arbejdet meget hårdt, og vi har presset citronen hver dag. Og måske er det også grunden til, at alle er så skuffede lige nu. Fordi vi viste, hvor meget klubben har flyttet sig, og at vi nu for alvor spiller med i toppen af dansk fodbold igen.

Kongen hyldet
Inden kampen mandag blev sat i gang blev tidligere borgmester i Brøndby, og klubbens første formand, Kjeld Rasmussen hyldet. Kjeld Rasmussen døde lørdag den 19. maj, og blev derfor mindet med først et halvt minuts stilhed og dernæst et halv minuts klapsalver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top