Ny uddeler vil have fortsat fokus på det lokale
HLA_9623.jpg
Henrik Schou er ny uddeler i Super Brugsen i Brøndby. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Henrik Schou er ny uddeler i Super Brugsen i Brøndby og han vil arbejde for, at Super Brugsen er Brøndbyborgernes foretrukne indkøbssted

Der har været vagtskifte i Super Brugsen i Brøndby, da 48-årige Henrik Schou har overtaget posten som uddeler.
Og for den nye uddeler er der ingen tvivl om, hvad der skal være fokus på:
– Vi vil være kendt for friskhed i frugt og grønt, en god deliafdeling og en slagter, der har gode og friske varer. Vi vil med andre ord gøre en forskel i forhold til discountbutikkerne.
Henrik Schou, der kommer fra en stilling i Hvalsø, understreger samtidig, at Super Brugsen skal forblive et lokalt fyrtårn:
– Vi satser på god service og håber naturligvis, at vi kan forblive det lokalt foretrukne supermarked. Derfor fortsætter vi også med at involvere os i de lokale ting, vi allerede er involveret i.
Selvom Henrik Schou kun har været ansat siden 1. april, har han allerede gjort sig en del tanker om, hvilke nye tiltag, kunderne kan se frem til:
– Jeg arbejder med idéen om, at der skal komme nogle arrangementer for vore medlemmer. Vi vil således gerne give kunderne en oplevelse, som de kan huske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top