Basic Examples:
Stor hæder til fægteklub
fejring-GLF.jpg
Det blev fejret, at Glostrup Fægteklub er blevet Årets Klub. Foto: Privat
GLOSTRUP. Glostrup Fægteklub er blevet udnævnt til Årets Klub af Dansk Fægteforbund

Der blev fejret og fortæret flødeboller i store mængder, da Glostrup Fægteklub for nylig blev udnævnt til Årets Klub.
– Det plejer at være de mere veletablerede klubber, der løber med pokalen og titlen, så det kom som lidt af en overraskelse, da vi kun har 3 ½ år på bagen, siger klubbens formand, Line Møller Hansen.
Klubben vandt prisen for blandt andet at have ”et voksen-begynder og breddehold, der tiltrækker og fastholder med superhøjt humør, god træning for voksne motionister og megen energi”, for at have startet sit eget basis-dommerkursus og for at bidrage meget stærkt med deltagere til regionale stævner i forhold til klubbens størrelse.
Klubben har knap 40 medlemmer i alle aldre og på alle niveauer: Børn og voksne, gamle landsholdsfægtere, såvel som motionister og unge talenter, og er adskillige gange vokset ud af de lokaler, de har trænet i. Nu træner klubben tirsdage og torsdage i den nye hal ved Nordvangskolen, hvor der er ideelle forhold.
Med prisen fulgte 3.000 kroner der skal bruges på mere fægteudstyr – og flere flødeboller:
– Vi regner da med at blive endnu flere – både børn, voksne, motionister og talenter – men hele tiden holde fast i det høje humør og den uformelle omgangstone, der kendetegner en rigtig Vestegnsklub. Det tror vi på, er en stor del af baggrunden for vores succes, siger Line Møller Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top