Allan Hansen vinder DAI prisen
C1.jpg
Peer Huniche overrakte prisen til Allan Hansen. Foto: Celine Corinth og Rikke Starskov
GLOSTRUP. Der var liv og glade dage i Glostrup Hallen, da formanden for Dansk Arbejder Idrætsforbund kom og overraskede en hårdtarbejdende frivillig.

Onsdag den 12. juni blev den frivillige hjælper i DAI, Allan Hansen, hyldet for hans store frivillige indsats med blomster og en præmie på 2.500 kr.
Seniorholdet IF32 – motion & trivsel – var godt i gang med dagens træning, da formand for DAI, Peer Huniche, kom ind i hallen med den store overraskelse.
– Jeg er selvfølgelig meget overrasket over at have fået tildelt denne pris. Det havde jeg ikke forestillet mig. Det er helt fantastisk pludselig at være kåret som årets frivillig, siger en glad Allan Hansen, med blomsterne i den ene hånd og checken i den anden.
Årets frivillige i DAI 2018 er Allan Hansen, som har været medlem af DAI siden de tidlige teenage år. Han startede med håndbold i en klub, der hed AK Frederikssund i Sydhavnen. Senere nedlukkede DAI håndboldafdelingen. Siden hen har Allan været frivillig i DAI og har nu forskellige lederjob i forbundet.
En af de mange ting, som Allan Hansen har været med til at arrangere er La Vuelta cykelløbet, som blev afholdt d. 7. juni. Det var et arrangement, som var med til at give de psykisk svage et fællesskab og en mulighed for motion.
– Det er meget rart at være med til at give de mennesker en oplevelse, siger Allan Hansen, med et smil på læben.

Der var ingen tvivl
– Han er med i alt hvad vi foretager os, så der var ingen tvivl, da jeg så at Dansk Arbejder Idrætsforbund skulle udvælge en frivillig leder som skulle have denne pris, at jeg skulle indstille ham, udtaler Rita Mortensen, formand for IF32 motion & trivsel.
– Han står altid klar med en hjælpende hånd – der er slet ikke noget der, tilføjer hun med et glimt i øjet.
Allan Hansen har fået meget gennem sporten og har altid oplevet at nogen har taget sig af ham.
– Derfor har jeg følt, at det var naturligt at blive frivillig, så jeg kunne give noget videre til andre, siger han.
Han føler, at der er mangel på frivillige. Der er mange som godt vil deltage i de forskellige arrangementer, men som han nævner, mangler de personer, der siger ”nu gør vi det”.
Nu har han været frivillig i DIA i en menneskealder, men har ikke tænkt sig at stoppe nu.
– Jeg er frivillig, fordi jeg ikke kan lade være, tilføjer han med et grin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top