Frikendt for røveri
GLOSTRUP. En mand, der på daværende tidspunkt boede i Glostrup, er blevet frikendt for røveri af Spar på Dalvangsvej

1. januar 2017 blev Spar på Dalvangsvej udsat for et røveri. En maskeret mand med plastichandsker på truede en kassemedarbejder med en kniv. Medarbejderen åbnede kassen og røveren rakte ind over og tog kontanter ud af kassen.
Efterfølgende tabte han den ene plastichandske. I den fandt politiet DNA fra tre personer. Den ene var den mistænkte mand, der på daværende tidspunkt boede alene i Glostrup.
Han forklarede, at han havde fejret nytårsaften dagen inden og var kommet sent hjem. Han havde været alene hjemme hele dagen og havde ikke været udenfor en dør.
Han brugte ganske rigtigt plastichandsker, som han tog på tankstationer, for eksempel når han afleverede gamle flasker i Spar. Når han var færdig med at aflevere flasker, smed han handskerne ud.
Retten fandt det ikke bevist, at det var den mistænkte mand, der havde begået røveriet, da det kunne være en af de andre to DNA profiler i handsken, der tilhørte gerningsmanden. Den mistænkte mand blev derfor frikendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top