Ny folketingskandidat for S
Kasper-Sand.jpg
Kasper Sand Kjær besøgte Glostrup til 1. maj. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kasper Sand Kjær er valgt som ny folketingskandidat efter Mette Frederiksen i Ballerupkredsen, der blandt andet dækker Glostrup Kommune

1. maj var en Mette Frederiksen i Glostrup for at sige farvel til sin gamle valgkreds.
– Tak for et fantastisk godt samarbejde. Tak for alle de røde roser, vi har delt ud sammen, tak for alle plakaterne og valgkampene, tak for alle samtalerne undervejs, sagde hun til forsamlingen.
Efterfølgende sagde hun, at det var lidt vemodigt at sige farvel til den valgkreds, hvor hun blev valgt første gang til Folketinget.
– Det er meget vemodigt og også lidt mærkeligt. Man kommer tæt på hinanden, når man arbejder sammen i mange år, og valgkampe er meget intense størrelser, hvor man er sammen i mange timer. Det er med en klump i halsen, sagde hun.

Ny kandidat
Tirsdag den 4. juni blev stemmerne fra urafstemningen om valg af ny folketingskandidat blandt medlemmerne i Socialdemokratiet i Ballerup og Glostrup talt op. Efter optællingen stod det klart, at 29-årige Kasper Sand Kjær afløser Mette Frederiksen som folketingskandidat i Ballerupkredsen.
Ballerupkredsen har de seneste 45 år givet valg til den lokale folketingskandidat. Det har siden 2001 har været den nuværende socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen, der har annonceret at hun ved næste folketingsvalg opstiller i Aalborg, og derfor skulle kredsen altså finde en ny folketingskandidat.
– Jeg er rigtig glad og stolt over, at være blevet valgt som ny folketingskandidat og jeg glæder mig til at kæmpe sammen med medlemmerne i Glostrup og Ballerup for at deres tidligere folketingskandidat kan indtage statsministeriet efter næste valg og for at kredsen fortsat er repræsenteret på Christiansborg, siger Kasper Sand Kjær.
Kasper Sand Kjær er til daglig formand for paraplyorganisation Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der repræsenterer 72 samfundsengagerede børne- og ungdomsorganisationer i Danmark og arbejder for gode vilkår for unge og foreningsliv i Danmark. Han har tidligere været ungdomskonsulent i LO og har gennem mange år været aktiv i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, hvor han blandt andet var formand for DSU i Storkøbenhavn.
Om motivationen for at stille op som folketingskandidat siger Kasper Sand Kjær:
– Jeg stiller op, fordi jeg er hamrende bekymret over de mange forringelser og besparelser på vores fællesskab og fælles velfærdsinstitutioner, som den borgerlige regering og Dansk Folkeparti siden 2001 har stået i spidsen for. Vi kan ikke fortsætte med privatiseringer, at give skattelettelser til de rigeste og spare på velfærden, uden at det ødelægger det stærke fællesskab og fælles velfærdssamfund, som har gjort Danmark til verdens bedste samfund. Danmark har brug for en ny retning og en ny regering, der vil investere i et stærkt fællesskab og et lige samfund med flere muligheder for alle, slutter han.

Glad for kandidaten
I Socialdemokratiet i Glostrup er formand Annette Normind Thomsen glad for valget af Kasper Sand Kjær som ny folketingskandidat.
– Jeg synes, han er fantastisk. Vi har haft det der svarer til ansættelsessamtaler, hvor jeg selv anbefalede ham. Han ved meget om politik, han har en fantastisk udstråling, han er veltalende, han har rigtig meget at byde ind med, han har meget indblik i de unges forhold, han har stærke Socialdemokratiske værdier, siger hun.
Hun forventer også, at Kasper Sand Kjær bliver valgt til Folketinget ved næste valg. Og at han måske kan komme lidt tættere på lokalområdet, end Mette Frederiksen har været.
– Mette har haft rigtig mange andre ting at se til. Med Kasper starter vi forfra, så han kan nok kommer her lidt mere, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top