Udvisning for grov vold og trussel om æresdrab
BRØNDBY. En mand fra Tyrkiet skal fem måneder i fængsel og derefter udvises af Danmark i seks år, fordi han angreb en kvinde i Brøndby Strand

Sidste år brød en mand ind i en lejlighed i Kisumparken i Brøndby Strand og angreb en kvinde med en spartel, der var sat fast på en stang. Han slog kvinden flere gange i hovedet, på ryggen og på benene. Undervejs råbte han ”hvorfor har du gjort det her mod mig. Det her er et æresdrab” og ”Det her er ikke slut, jeg dræber dig og pigerne”.
Manden er fra Tyrkiet, hvorfra han er flygtet, fordi han føler sig forfulgt som kurder og ikke kan få arbejde, også fordi han er kurder. Han havde søgt asyl i Danmark, men har efterfølgende også søgt asyl i Sverige.
For volden blev han dømt efter paragraf 245 i straffeloven, der bliver kaldt den grove voldsparagraf. For truslerne blev han dømt efter paragraf 266. Han havde tilstået volden, men ikke truslerne.
Samlet set blev han idømt fem måneders fængsel og en udvisning af Danmark i seks år. Ifølge sagen har han en kæreste i Sverige, hvor han har søgt asyl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top