Bevægende lyskunst
VALLENSBÆK. Til efteråret bliver cykel- og gangbroen over Søndre Ringvej mere spændende. Det sker, når der sættes strøm til kunstværket Gænger

Når mørket falder på, tænder skulpturen ved broen, og lysets bevægelse vækker ’Gængeren’ til live.
Skulpturen opsættes i midterrabatten ved siden af broen i nordøstlig retning, og består af fem master, der står i en tæt klynge. I masterne bliver der placeret lys, og det er lyset, der gør skulpturen levende og får det til at ligne en person i bevægelse.
Det er planen, at værket skal indvies i forbindelse med Vestegnenes Kulturuge (uge 37, red.), der i år har temaet: Mellem lys og skygge.
Det er kunstneren Mogens Jacobsen, der står bag den interaktive lysskulptur Gænger.
Tanken bag værket er, at det skal være en hyldest til menneskers bevægelse ved egen kraft.
I efteråret 2015 besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte et digitalt kunstprojekt ved cykel- og gangbroen over Søndre Ringvej. Vallensbæk Kommune havde forinden søgt og fået bevilliget tilskud til kunst i det offentlige rum hos Statens Kunstfond.
Søren Wiborg (A) og Jytte Bendtsen (C) sidder begge i styregruppen for projektet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top