Borgerne bedre end robotter
DSC4829-2.jpg
Der er mange containere, men det giver den bedste sortering. Foto: Vestforbrændingen
HELE OMRÅDET. Robotterne er på vej og centrale sorteringsanlæg fylder i debatten. Det ændrer dog ikke ved, at når borgerne selv sorterer, så øger det kvalitet, mængde og værdi af affaldet. Det viser en netop offentliggjort rapport fra Rambøll

Ved mange villaer og rækkehuse i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk fylder affaldscontainere en del, og i etagebebyggelserne er der store investeringer i bedre sortinger på vej. Men kan det overhovedet betale sig, at det er borgerne selv, der sortere affaldet, eller ville det blive bedre, hvis borgerne bare smed det hele i en container og det så var centralt placerede robotter, der sorterede affaldet. En ny rapport fra Rambøll bekræfter Vestforbrændings opfattelse: borgerne sorterer affaldet bedst. De har taget sortering til sig og er årsagen til, at en stadig større andel af husholdningsaffaldet bliver genanvendt.
Vestforbrænding har bedt Rambøll udarbejde en rapport om kommunal affaldsindsamling. Rapporten analyserer hele affaldskæden frem til genanvendelse og anbefaler på den baggrund kildesortering ved husstanden frem for kildeopdeling, hvor for eksempel plast, metal og papir bliver indsamlet i samme beholder og eftersorteret på et anlæg.

Krav til kvalitet stiger
Vestforbrændings 19 ejerkommuner valgte allerede i 2012 at ensrette indsamlingen af affald baseret på kildesortering ved husstandene. Det har vist sig at være en helt rigtig beslutning.
– Som Danmarks største aktør på affaldsområdet, følger vi markedet for genanvendeligt affald meget nøje. Vi ved, at kravene til renhed i affaldsfraktionerne kun bliver større. Derfor er vi glade for, at analysen underbygger vores klare opfattelse af, at sortering ved husstanden er den bedste løsning. En løsning som i dag stiller vores ejerkommuner godt i forhold til at opfylde EU’s ambitiøse mål for mere genanvendelse, siger udviklingschef i Vestforbrænding, Yvonne Amskov
Efter Kina har valgt stoppe for import af affald i starten af 2018, er affaldet begyndt at udgøre et problem i Europa. Konsekvensen er ifølge rapporten, at det nu primært er de rene affaldsmaterieler, der efterspørges. Flere europæiske behandlingsanlæg har sågar sat en stopper for modtagelse af affald, der ikke er sorteret ved borgeren. Eksempelvis vil plastik og papir, der har været blandet sammen med glas være vanskeligere at afsætte til genanvendelse – kvaliteten er for dårlig.

Mere for pengene
Der har i en tid været fokus på omkostninger i indsamlingsleddet. Her regnes der med en timeløn til borgerne for at sortere affaldet og de ekstra tømninger, der er nødvendige med flere containere, regnes med. Kigger man kun på det, så er det billigere at blande affaldet og sortere det centralt, men regner man på hele processen og inkluderer den endelige genanvendelse, så viser rapporten, at de to indsamlingssystemer er langt mere sammenlignelige på pris.
– Analysen viser, at en besparelse i indsamlingsleddet kan have konsekvenser for hvor meget affald, der bliver indsamlet til genanvendelse, og hvor stor en andel, der bliver genanvendt i sidste ende. Selve indsamlingssystemet påvirker nemlig alle efterfølgende led i genanvendelseskæden. Derfor anbefaler vi, at Vestforbrændings ejerkommuner forsat vælger en affaldsindsamling, som er baseret på kildesortering, frem for kildeopdeling – selvom det økonomisk ikke er mest fordelagtigt, siger senior chefkonsulent Dorte Hvid-Jacobsen fra Rambøll.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top