Døgnrapporten

19-årig mand kørte uden kørekort
BRØNDBY.
Under patrulje standsede politiet en 19-årig mand ud for Brøndby Strand Centrum. Manden havde ikke noget kørekort og blev sigtet for kørsel uden førerret. Manden erkendte.

Højresvingsuheld
GLOSTRUP.
Tirsdag den 17. juli 2018 klokken 14:17 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Paul Bergsøes Vej, hvor der var sket et sammenstød mellem en cyklist og bilist. Bilisten havde foretaget et højresving. Cyklisten havde flere lettere skader og blev hentet i en ambulance og kørt til skadestuen.

26-årig mand sigtet for butikstyveri
GLOSTRUP.
Tirsdag den 17. juli 2018 klokken 18:42 sigtede politiet en 26-årig mand for butikstyveri på Østbrovej i Glostrup. Manden havde stjålet diverse madvarer. En ekspedient fulgte efter manden og stoppede ham længere nede af gaden, hvorefter ekspedienten tilkaldte politiet. Manden erkender tyveriet.

18-årig kørte på stoffer
GLOSTRUP.
Under patrulje tirsdag den 17. juli 2018 klokken 01:36 standsede politiet en personbil på Hovedvejen i Glostrup. Efter nærmere undersøgelser blev en 18-årig mandlig fører af bilen sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Manden nægtede, at han var påvirket. Den 18-årige blev kørt til politigården i Albertslund, hvor han fik taget en blodprøve.

Indbrud i villa
BRØNDBY.
Politiet modtog en anmeldelse om et indbrud, der skete mellem onsdag den 18. juli 2018 klokken 21:00 og torsdag den 19. juli 2018 klokken 20:15 på Strandskolevej i Brøndby Strand. Der var blandt andet blevet stjålet diverse smykker og kontanter.

85-årig kvinde udsat for tricktyveri
GLOSTRUP.
Torsdag den 19. juli 2018 klokken 20:08 blev et tricktyveri på Stadionvej i Glostrup anmeldt. En mand havde ringet på en 85-årig kvindes dør og fik under påskud sneget sig ind i køkkenet, men blev dog skræmt væk. Kvinden fik stjålet diverse smykker. Den mistænkte gerningsmand beskrives som: Mand af østeuropæisk udseende på ca. 25-30 år, 170-180 cm. høj og spinkel kropsbygning. Manden var brun i huden og var iført en mørk T-shirt og mørke bukser. Han talte dansk med accent.

70-årig kvinde bestjålet
GLOSTRUP.
Onsdag den 18. juli 2018 klokken 12:59 fik politiet en anmeldelse om et tyveri i supermarked i Glostrup Shoppingcenter. En 70-årig kvinde havde fået stjålet en sort pung indeholdende diverse kreditkort og kontanter.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunkterne. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48/114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top