En festival for læring
markedsplads-Læringsfestival-2018.jpg
Lærerne i Vallensbæk har netop holdt Læringsfestival. En del af programmet var en markedsplads, hvor eksterne samarbejdpartnere præsenterede sig. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Mandag den 2. juli var 160 lærere fra folkeskolerne i Vallensbæk samlet til Læringsfestival. Der var blandt andet besøg af 30 eksterne samarbejdsparter

Da lærerne fra folkeskolerne i Vallensbæk for nylig var samlet til læringsfestival, var temaet læringsmiljøer.
Henrik Rasmussen (K), borgmester, bød velkommen til dagen efterfulgt af fællessangen Vor verden er en tumleplads.
Sangen er skrevet i forbindelse med jubilæumsåret for undervisningspligten i Danmark i 2014 og markeringen af 200 året for skolesang i Danmark.
Således blev Læringsfestival 2018 skudt i gang med øje for viden og historie.
Dagens hovedtaler var hentet fra Skotland.
Stephen Reid fra Immersive Minds i Skotland satte med sit foredrag Games as a tool for learning fokus på, at klassiske fag kan beriges i de teknologiske læringsrum.
Der er, argumenterede han for, ikke et modsætningsforhold, men vi skal blive dygtigere til at anvende de nye alsidige læringsrum.
Initiativet Sustainable Now, verdensmål i undervisningen var ogå på besøg for at givet inspiration til, at mere undervisning i flere fag kan centreres om de fokusområder, som FN’s verdensmål har sat.

Fokus på læringsmiljøer
Elevernes motivation baseret på viden om de hjernefunktioner, som har størst betydning for deres læringsparathed, var en anden af dagens workshops.
I andre workshops blev der blandt andet arbejdet med nye idéer til fysisk indretning af læringsrum, inspiration til hvordan det 21. århundredes kompetencer bringes i spil i den daglige undervisning samt de muligheder teknologiske redskaber kan åbne for i et eksperimenterende og innovativt læringsmiljø.

Samarbejdsbesøg
Eftermiddagens program bestod blandt andet i, at en del af skolegården var omdannet til en Markedsplads med telte og boder, hvor eksterne samarbejdsparter stod klar til dialog.
Mens faglig viden, idéer og samarbejdsaftaler blev drøftet ved boderne, bød Markedspladsen også på et Speakers corner, hvor forskellige aktuelle emner om skoleområdet blev debateret. Emner som: Hvad skal fremtidens folkeskole rette sig mod? Hvordan videreudvikler vi en skole for børn? Hvorfor sætte fokus på børn og unges møde med kunst og kultur?
Dagens input blev til slut opremset i en fællessang sunget af alle midt på Markedspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top