Kortfilm viser hverdagen
DSC_1124.jpg
I seks kortfilm fra Vallensbæk Lokalhistoriske Forening bliver det nutidige Vallensbæk præsenteret. Blandt andet havnen. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Seks kortfilm fra Vallensbæk Lokalhistoriske Forening tegner et detaljeret portræt af kommunen og dens borgere

Skal en lokalhistorisk forening kun holde liv i fortidens historier? Naturligvis ikke, mener de i Vallensbæk Lokalhistoriske Forening. Derfor har de produceret en række kortfilm, der tilsammen fortæller om både erhvervslivet, kultur- og fritidsaktiviteter, ældre, naturen, boliger samt familier og børn.Filmene er produceret i et samarbejde med en anden lokal forening, Fotoakrobaterne.
– Vi er kommet meget rundt om Vallensbæk, for eksempel i filmen om bolig og byggeri. Her kan man høre temmelig meget om kommunens udvikling. Det var også rigtig spændende at tale med de mange ildsjæle, der fortalte om deres aktiviteter, fortæller Ingolf Mathiesen fra Vallensbæk Lokalhistoriske Forening, der har været en af drivkræfterne i projektet.
Mogens Kallesø fra fotoklubben Fotoakrobaterne har tilrettelagt, optaget og redigeret kortfilmene.
– Det har været en fantastisk rejse at lave de her film. Vi har mødt nogle enestående mennesker og oplevet et foreningsliv og en lang række borgere, der har været ekstremt imødekommende over for projektet, fortæller han.
De seks kortfilm er lavet på et minimalt budget, hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi folkene bag projektet har arbejdet frivilligt for sagen. Vallensbæk Kommune har støttet filmene med 30.000 kr., som blandt andet er gået til en professionel speaker og rettigheder til baggrundsmusik.
Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) er meget begejstret for filmene.
– De nye film giver både nutiden et indtryk af kommunen, og om 20-30 år vil de få en uvurderlig historisk værdi, mener han.

FAKTA
På hjemmesiden www.vallensbaek.dk/film kan man se de seks film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top