Letbanen skal køre på skærver
Letbanen_Graes_Noerrebrogade.jpg
Letbanen gennem Aarhus er de fleste steder med græs. Det bliver den ikke gennem Glostrup. Foto: Aarhus Letbane
GLOSTRUP. Letbanetracet gennem Glostrup bliver ikke belagt med græs eller anden alternativ belægning, men for det meste med skærver, som man kender det fra S-togene

Når Hovedstadens Letbane begynder at køre gennem Glostrup i 2024, bliver det på de fleste steder på helt almindelige jernbanespor med skærver som stabilisator, som vi for eksempel kender det fra S-togene. Dette er den billigste og simpleste løsning. Samtidig signalerer den, at det er en jernbane, hvor man ikke må krydse eller opholde sig.
Politikerne i alle kommuner har mulighed for at vælge en alternative løsniger. De er alle baseret på at støbe banen i beton, som man for eksempel kender det fra Metroen i Københavns skinner. Ovenpå denne beton kan man så lægge hvad man vil. Man kan for eksempel lave rillespor og fylde op med asfalt. Det er den løsning de fleste kan huske fra sporvognene i København. Denne løsning bliver brugt, når letbanen skal krydse veje i Glostrup.
Man kan også fylde op med græstørv, hvilket de har valgt på de centrale dele af Aarhus Letbane.
Ville politikerne i Glostrup have den samme løsning gennem de centrale dele af Glostrup, altså fra Ringvejsbroen til Glostrup Nord Station, der skal ligge ud for Rødkælkevej, ville det koste 40 millioner kroner ekstra. De penge skulle så tilbagebetales over 40 år, ligesom resten af anlægsudgifterne for letbanen.
Sagen blev behandlet på kommunalbestyrelsens møde i juni. Her stemte SF og Enhedslisten for at få græs mellem skinnerne. De øvrige 17 medlemmer af kommunalbestyrelsen stemte imod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top