Ny filialdirektør i byen
HLA_0560.jpg
Mikkel Nygaard er ny filialdirektør for Nordea i Glostrup. Han satser på gode kundeoplevelser. Foto: Heiner Lützen Ank
GLOSTRUP. Mikkel Nygaard er ny filialdirektør for Nordea i Glostrup. Samtidig er afdelingerne i Glostrup og Vallensbæk slået sammen

Mikkel Nygaard giver hånden og ønsker en god dag.
De sidste ting skal ordnes, inden Nordea i Glostrup åbner til en ny bankdag.
Selvom Mikkel Nygaard netop har fortalt om sit nye arbejde som filialdirektør for Nordea i Glostrup, så er han ikke mere direktør, end at han på en dag som denne, hvor sygdom har ramt banken, hjælper til ved kassen.
– Jeg har været i Nordea i 22 år. Jeg startede som elev på Østerbro, så jeg har prøvet at stå ved kassen før. Efter det er jeg via flere stillinger, altså kommet her til Nordea i Glostrup, og det glæder jeg mig til.

Oplevelse i centrum
Nordea i Glostrup, der holder til på Hovedvejen, er en større bankfilial.
Der er således ansat 35 personer i alt, hvoraf de 20 er rådgivere. Det er disse 35 medarbejdere, Mikkel Nygaard nu skal være direktør for.
– Der kommer mange forskellige kunder herind, som har mange forskellige behov. Men det, jeg som direktør vil have fokus på, er, at vi giver dem alle en god kundeoplevelse.
En god kundeoplevelse kunne ifølge Mikkel Nygaard være, at hjælpe kunderne med at se nye muligheder:
– Jeg talte for eksempel med Ældre Sagen i Vallensbæk. De havde nogle udfordringer, og så inviterede jeg dem på besøg her hos os, så vi kunne få en snak om det og måske se på nogle løsninger sammen. Det er den slags kundeoplevelser, vi gerne vil sørge for.

Støtte lokalt
Mikkel Nygaard har senest været ansat hos Nordea ved Vesterport inde i København. Derfor skal han først nu til at lære Glostrup og resten af området at kende. Det ser han frem til:
– Det er vigtigt for os at have fokus på det lokale. Jeg vil gerne rundt og se, hvad der foregår her i området. For at lære stedet at kende, men også for at fortælle, at vi gerne vil støtte det lokale foreningsliv igennem donationer fra Nordea-fonden.
En støtte, der gerne må gøre en mærkbar forskel, tilføjer Mikkel Nygaard:
– Nordea-fonden støtter det gode liv indenfor sundhed, motion, natur og kultur, så det kan for eksempel være en fodboldklub, der mangler nye bolde, en klasse, der godt kunne bruge hjælp til et projekt eller en børnehave der skal have ny legeplads. Det vil vi gerne hjælpe med og jeg kommer gerne ud og fortæller om det. Man ringer bare.

Rykket sammen
Mikkel Nygaard er ikke den eneste, der skal vænne sig til at have sin daglige gang i Glostrup.
Det samme skal det personale, der indtil for nylig var ansat i Vallensbæk. De er nemlig som en del af en sammenlægning rykket fra Vallensbæk til Glostrup.
– Folk går generelt mindre og mindre i banken. Det betyder, at vi bliver for sårbare i de små afdelinger. Så for at bibeholde alle kompetencerne har vi samlet personalet i Glostrup. Der er ingen, der er blevet afskediget, og kunderne fra Vallensbæk beholder deres rådgiver. Men på den her måde kan vi bedst opretholde en god service og rådgivning.
Interviewet er slut. En ny bankdag begynder lige om lidt. En bankdag, hvor den nye filialdirektør vil lære det lokale liv at kende ved at betjene de lokale ved kassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top