Overbygning af jernbanen lagt ned
Glostrup-Bymidte_COBE_spreads-23.jpg
Sådan forestiller arkitektfirmaet Cobe sig, at der skulle bygges, for at finansiere en overbygning af jernbanen. Foto: Grafik: Cobe
GLOSTRUP. Der bliver ikke nogen massiv overbygning af jernbanen i Glostrup. Samarbejdet med Jesper Rasmussen blev afsluttet på kommunalbestyrelsens møde i forrige uge, fordi det ville kræve for stort byggeri, sagde borgmesteren. Det er synd for Glostrup, men udviklingen kommer uanset hvad, mener Jesper Rasmussen

For næsten præcis et år siden annoncerede Glostrup Kommune, at de havde indgået et samarbejde med Jesper Rasmussen om en overbygning af jernbanen gennem den centrale del af Glostrup. Jesper Rasmussen er tidligere direktør i BaneDanmark og Carl Bro Gruppen, og han er også involveret i planerne om at bygge hen over banen ved Vesterport Station.
Samarbejdet havde tre faser. I den første fase, som løb frem til marts i år og siden blev forlænget lidt, skulle Jesper Rasmussen afklare projektets levedygtighed og sikre opbakning til den næste fase fra ejere og potentielle investorer. I denne fase blev der også gennemført et volumenstudie, der har vist, hvor meget der skulle bygges i området, for at gøre projektet økonomisk bæredygtigt.
Dette studie blev lavet af arkitektfirmaet Werk og er nu færdigt. Folkebladet har ikke haft adgang til se studiet fra Werk, men har set et lignende studie fra arkitektfirmaet Cobe, som kan ses her på siden. Forslaget ligget tæt på forslaget fra Werk.
– Volumenstudier er altid meget skematiske. Det er en råskitse til, hvor højt og hvor der kan bygges, med skygger, trafik og plads til byliv, siger Jesper Rasmussen.

Høje bygninger
Det var den samlede bygningsmasse, der gjorde, at forslaget ville blive for omfattende, sagde borgmester John Engelhardt.
– Den model, som viste sig, ville betyde så stor en bygningsmasse hen over banen, at det ikke gav nogen mening. Den pris, der er for at bygge hen over banen, er så stor, at der skal rigtig meget til, for at finansiere det, sagde han.
Jesper Rasmussen erkender, at der er dyrt at bygge hen over banen.
– Det er dyrt at bygge over en bane. Jeg er den mere nørdede type. Jeg har været direktør i BaneDanmark, så jeg er ikke den typiske ejendomsudvikler. Jeg har undersøgt, om det kunne lade sig gøre, og det kan det, men det kræver, der bliver investeret i byen, siger han.
Han er ikke ked af det på egne vegne, over at projektet ikke blev til noget, men på Glostrups vegne.
– Jeg synes, det er synd for Glostrup. Jeg mener, at Glostrup kunne have fået nogle gode udenomsarealer, lige som man for eksempel kender det på Sankt Annæ Plads, hvor det blomstrer op med fortovscaféer og liv. Jeg synes ikke, at Banegårdspladsen, som den ser ud i dag, er særlig pæn, jeg synes det er ærgerligt, at hele den plads går til spilde. Når man skal til S-toget igennem 2G shopping tror man nærmest, man er gået forkert, siger han.
Han tror ikke på, at Glostrups bymidte kan undgå en del byudvikling i de kommende år.
– Med letbanen og forhåbentlig et stop for regionaltog i Glostrup bliver Glostrup et trafikknudepunkt. Moderne mennesker vil gerne bo ved stationer, så det ikke er nødvendigt at bruge bil til alting. Glostrup ligger tæt på København, og mulighederne i Valby og Rødovre er allerede ved at være udtømt, så unge mennesker kigger mod Glostrup, når de skal finde et sted at bo. Så enten stiller man sig i spidsen for udviklingen eller også bliver det udviklingen og tilfældige developere, der kommer til at styre istedet. Jeg synes jo, at det ville være sund fornuft, at kommunen i stedet gik forrest i den udviklingen der uanset hvad kommer, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top