En dag til minder og hyldest
HLA_1396.jpg
Den 5. september er det flagdag for Danmarks udsendte. I Vallensbæk var der flaghejsning, morgenmad og borgmestertale. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK/BRØNDBY. Onsdag var det flagdag for Danmarks udsendte. En dag, hvor veteranerne hyldes, og hvor familierne får tak for, at Danmark har fået lov til at låne deres børn, koner og mænd i kortere eller længere perioder

– Klokken er 8. Vi skal have flaget op.
Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk, og flere andre lokale politikere har været rundt og give hånd til de cirka 70 fremmødte.
– En morgenappel begynder kl. 8. Det har jeg fået ud af min tid som soldat.
Trompetisten, der skal spille, haster ind på pladsen foran rådhuset og begynder at spille. Også selvom hendes vejrtrækning ikke er faldet helt på plads efter løbeturen fra bilen.
Alle retter sig op og kigger mod Dannebrog, der langsomt glider til tops.

Mindes dengang
Som mange andre steder i landet, blev flagdagen for Danmarks udsendte onsdag markeret i Vallenbæk. Således var de borgere, der igennem tiden har været sendt ud til krige og konflikter, inviteret til at spise morgenmad på rådhuset, blive hyldet og møde andre, der også har været på mission et sted ude i den store verden.
En af dem, der havde takket ja til invitationen, var Rasmus Georgi, der i midten af 1990’erne var i Bosnien.
– Det er en fin gestus at markere, at vi er nogle, der har været ude på internationale missioner. Særligt at mindes dem, der er kommet til skade, eller som måske ikke kom hjem igen.
Dagen byder ifølge Rasmus Georgi på mange minder.
– Når man ser flaget blive hejst, så tænker man på sin udsendelsestid, hvordan livet var i lejren. For mit vedkommende er det 20 år siden, men det kommer tilbage til én på sådan en dag. Det er en særlig dag.

Fred ikke en selvfølge
For Henrik Rasmussen er det også en særlig dag.
– Det er vigtigt, at vi hædrer, fejrer og mindes dem, der har været ude og kæmpe for den frihed, vi tager for givet i Danmark. Det kommer ikke af sig selv. Det er noget, vi skal kæmpe for. Vi skal ikke ret langt væk, for eksempel Tyrkiet, inden det går op for os, at det ikke behøver at være sådan. For hvad er det, der sker der?
På flagdagen er der naturligt fokus på de kvinder og mænd, der har været udsendt.
Men der er en gruppe, der ikke må glemmes, minder Henrik Rasmussen om.
– Det må også være rart for de pårørende at se, at vi påskønner dem, der har været afsted. Det har nemlig også krævet ofre af dem, der er blevet tilbage.

Er blevet farligere
I Brøndby var flagdagen som noget nyt flyttet fra Marinegården til rådhuset, hvor kommunen inviterede på brunch.
Lars (hvis fulde navn er redaktionen bekendt), som har været i Kosovo og Sydsudan, var blandt de fremmødte.
– Sagen er den, at missionerne er blevet hårdere siden 90’erne, og vi har mistet folk i kampsituationer. Så derfor er det en god idé at markere dette med en flagdag.
At kvinder og mænd, velvidende at det kan være farligt, stadig tager af sted, skyldes flere ting, mener Lars.
– Der er mange grunde til, at folk har lyst til at tage afsted. For mit eget vedkommende hører det med til jobbet, det er en del af det at være professionel soldat.
Ligesom sin borgmesterkollega i Vallensbæk, benyttede Kent Max Magelund (S), borgmester, lejligheden til at takke de fremmødte:
– Vi skylder jer alle en stor tak for den indsats, I har leveret. Og vi skylder dem derhjemme en ligeså stor tak, for de har også haft svære tider.
Desuden benyttede Kent Max Magelund lejligheden til at understrege, at det har gjort indtryk på ham, at mange tidligere udsendte bruger masser af tid på veteranarbejde, efter at de er kommet hjem.
– Jeg har talt med flere, der bruger mange kræfter og timer på at forbedre veteranernes situation. Det er stærkt, at de fortsætter efter at de er kommet hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top