Gid min etage kunne blive
Jean1.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Jean Aubert har indstillet sig på, at hun skal flytte. Men indtil det sidste håber hun på et mirakel

– Man kan godt se på det rent økonomisk. For hvor mange år kan lappeløsningerne holde? Men jeg er ikke glad for det. Jeg vil ikke flytte. Jeg har foreslået, at de lader 11. etage være.
Jean Aubert griner. Tanken om, at hun, Jørgen, som hun bor sammen med, og de andre beboere på 11. etage i højhuset i Albjergparken 6, skulle svæve rundt i det fri, når højhuset engang er revet ned, er komisk.
Der kunne Jean Aubert sidde og se ned på det område, hvor hun har boet i så mange år, og faktisk have en endnu bedre udsigt, end tilfældet er i dag.
Jean Aubert bliver alvorlig igen.
– På en måde har vi accepteret det, men man håber jo altid på et mirakel.

Størrelse og udsigt
Jean Aubert flyttede ind i det lyserøde højhus i maj 1992. Da hun kort efter blev kørt ned, viste det sig hurtigt, at lejlighedens størrelse, 78 m2, var den helt rigtige.
– Den er ikke større, end at jeg efter ulykken let kunne komme rundt i lejligheden, og det var rigtig godt. Jeg håber, jeg kan finden en ny, der har den samme størrelse.
Og så er der udsigten:
– Jeg kan se vand og træer ud af mit vindue. Jeg kan se centeret og jeg kan se ned til Køge. Det giver alt sammen kvalitet. Det er egentlig ikke noget, jeg tænker over til hverdag, men det er da fascinerende.

Klubber for det hele
Når man taler med de mennesker, der skal flytte fra Rheumpark, er det kun et spørgsmål om tid, før de siger det magiske ord, klubberne:
– Vi har et stærkt sammenhold. Selvom der er folk, man synes mindre godt om, så er vi der for hinanden. Jeg tror, det er klubberne, der har gjort det.
Klubber, der har været centreret omkring forskellige tin, men med det samme formål.
– Vi har haft en autoklub, hvor man kunne lave sine biler. Vi har haft en fotoklub. Så er der miljøklubben, en beboerpræget klub, hvor man kan sludre sammen og spille for eksempel billard. Man holder nogle fester. Jeg har i 20 år stået for at holde fest dernede. Der har også været dyreklubben poter og kløer. Klubberne har haft stor betydning. Vi mødtes der som om, det var vores dagligstue.

Nej tak til undersøgelse
I marts 2017 fik beboerne at vide, at der ikke var noget at gøre, deres hjem skulle rives ned. En voldsom og surrealistisk besked, fortæller Jean Aubert.
– Da jeg fik at vide, at vi skulle flytte, tænkte jeg, at de er skingrende sindssyge.
Dermed blev det, beboerne havde gjort grin med til virkelighed.
– Da man til at begynde med troede, det hele skulle renoveres, spurgte en af mine veninder, om det ikke var billigere at rive det hele ned. Hun fik at vide, at hun var vanvittig, så når det nu skal rives ned, så må dem, der står for det, jo være vanvittige.
Efterfølgende er beboerne blevet tilbud at få indholdet af PCB i blodet målt. Noget Jean Aubert dog har takket nej til.
– Jeg har boet her i så mange år, at hvis jeg har taget skade, så er der alligevel ikke noget at gøre ved det. Så på den måde lever jeg i lykkelig uvidenhed.

Det vi har haft
Dagen hvor det hele ender, hvor udsigten fra 11. etage forsvinder og hvor fællesskabet ikke er en selvfølge, rykker hele tiden tættere på. Noget, der i sagens natur er hårdt at tænke på.
– Når jeg om fem år tænker tilbage på stedet her, vil jeg tænke på alt det, jeg har mistet. Alle de gode timer, vi har haft sammen. Da vi i sin tid startede med at holde juleaften i poter og kløer, var det fordi, der var to ældre mænd, der sad alene hver for sig. Det synes jeg ikke var rart at tænke på. Da vi var flest, nåede vi op på 32 deltagere. Vi stegte ænder over alt, men hold ferie, hvor har det været hyggeligt. Sidste år var vi 12.
Dermed er det, Jean Aubert og de øvrige beboere mister, ikke blot et sted, de bor. Det er langt mere.
– Selvom om huset fik lov til at blive stående, så kommer de gamle ikke tilbage igen. De er ligesom væk.
En afsked med en bolig og et fællesskab, der nu har stået på i lang tid, alt for lang tid.
– De måtte hellere have revet husene ned med det samme. Det har været et mareridt. Man har svinget mellem håb og det modsatte. Man ryger let ned i et hul. Jeg ved ikke, hvad man gør i sidste ende.

Her kan du læse de tre interviews.
Emma Bernhard
Lillian Kjær
Jean Aubert

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top