Historier fra arkivet
historier-fra-arkivet.jpg
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

7. september 1988
Vagtmænd skal i skole i Glostrup
Flere virksomheder bestiller vagtmænd til at passe på
GLOSTRUP. Flere indbrud og mere hærværk er direkte årsag til at vagtselskaberne nu sender personalet på kursus. Fortsat flere firmaer ønsker virksomheden overvåget af et vagtselskab og vagterne skal derfor kunne tackle stort set alle situationer. På grund af øget tilgang er kurset netop blevet flyttet fra Herlev til Glostrup.
Det er godt et år siden at det ved lov blev vedtaget at alle vagter havde pligt til at deltage i et 3-ugers kursus. I starten havde kurset til huse i Herlev, men på grund af meget stor tilgang har det nu været nødvendigt at flytte til større lokaler på Specialarbejderskolen i Glostrup.
Og her er der rigelig plads til undervisning. Obligatorisk skal vagterne vide noget om retsregler, nødværge og nødret. De skal også vide i hvilke tilfælde man bør anholde en person og hvilke juridiske kriterier der skal ligge til grund for anholdelsen. De skal vide noget om beslaglæggelse af ting og de skal være orienteret om, hvordan en visitation foregår. Sidst med ikke mindst skal de på et brandkursus, siger faglærer Ole Holmstrøm, Specialarbejderskolen i Glostrup. Selv mener han, at dette omfattende kursus er et direkte spejl af et kompliceret samfund.
– Tidligere var virksomhederne ikke så komplekse og for en vagtmand var det derfor ikke nødvendigt at vide så meget. I dag kommer vagterne ud for snart sagt alt, og de skal være rustet til det hele. Der stilles jo fra vagtselskabets side krav om at situationerne tackles korrekt. Derfor skal vagterne på kursus, siger Ole Holmstrøm.
I kurset indgår også oplysninger om kemikalier, hvad der er farligt og hvad der ikke er, og hvordan det behandles. Ligeledes oplyses vagterne om diverse EDB-funktioner, de kan blive udsat for at møde på virksomhederne og om ventalationsanlæg.
Ole Holmstrøm fortæller at skolen i forbindelse med flytningen til Glostrup indleder et samarbejde med det lokale politi.
– Vi opretter en kontaktgruppe hvor folk fra vagtselskaberne er repræsenteret. I det udvalg kommer også til at sidde en fra politiet, siger Ole Holmstrøm og understreget værdien af samarbejdet idet mange opgaver til tider overlapper hinanden. Specialarbejderskolen holder i anledning af flytningen åbent hus i morgen.
Wirgo

2. september 1998
Afrikansk besøg
Politikerne i Vallensbæk bliver ved det første kommunalbestyrelsesmøde efter sommerferien fulgt med ekstra stor opmærksomhed fra tilhørerpladserne
VALLENSBÆK. Blandt tilhørerne vil nemlig befinde sig otte gæster fra Tanzania. Delegationen, der består af tanzanianske politikere og embedsmænd, vil sammen med repræsentanter fra Kommunernes Landsforening overvære mødet, og efterfølgende deltage i det uformelle samvær i de tilstødende lokaler.
Forud for kommunalbestyrelsesmødet har delegationen mødtes med de politiske grupper – alt sammen for at få et indblik i, hvordan vores politiske system fungerer i praksis.
Kommunalbestyrelsesmødet finder sted i aften, onsdag, klokken 17.30 på Rådhuset, og er som sædvanlig åbent for alle interesserede. På dagsordenen står blandt andet en grundig gennemgang af kommunens budget for ’99 og følgende år.

3. september 2008
174 anholdelser før storkamp
13 personer blev anholdt allerede om lørdagen, da fangrupper fra Brøndby og FCK mødtes for at slås på Bredager i Brøndby. Søndag blev i alt 169 FCK-fans anholdt efter uro på Brøndbyøster Station. Tre betjente kom til skade
BRØNDBY. 169 tilhængere af FC København nåede aldrig ind på Brøndby Stadion, da der søndag blev spillet kamp mellem Brøndby og FCK på Brøndby Stadion. I stedet blev de anholdt på Brøndbyøster Station af en stor politistyrke.
Ifølge politiinspektør Michael Kristiansen fra Københavns Vestegns Politi havde politiet i løbet af ugen fundet ud af, at en gruppe tilhængere fra FCK ikke havde billet til tilskuerafsnittet for FCK-fans, men i stedet ville forsøge at komme ind på andre områder af Brøndby Stadion.
– Vi vidste, at de skulle mødes ved Valby Station, at de derefter ville tage toget ud til Vestegnen, tage på værtshus og så tage ud på stadion og lave ballade. Da de kom til Brøndbyøster Station, fik de at vide, at de enten frivilligt kunne tage toget tilbage, hvor de kom fra, eller også kunne vi følge dem på vej. Hvis de ikke ville det, ville vi skride til anholdelse. Det tændte nogen i gruppen af, og der blev smidt med både sten og flasker mod betjentene, fortæller Michael Kristiansen.
En betjent fik skader på hage og tænder, da han blev ramt af kasteskyts, ligesom to andre betjente blev lettere forbrændt, da deres patruljevogn gik op i flammer. Brandårsagen er endnu ukendt.
Tob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top