Hospitalet i Glostrup fyldte 60 år
KAS.jpg
Kong Frederik den 9. kigger her ud fra toppen af det dengang nye hospital. Foto: Per Pejstrup via Byhistorisk Hus
GLOSTRUP. På 60 år er hospitalet i Glostrup gået fra topmoderne amtssygehus med unikt og effektivt design til specialhospital med nybyggeri på vej

Søndag den 2. september var det 60 år siden, Amtssygehuset Glostrup blev åbnet som et topmoderne hospital kendt for markant arkitektur, moderne hospitalsdrift og fremsynede behandlingsprincipper. Kong Frederik den 9. klippede snoren, og hospitalet tiltrak mange besøg fra udenlandske gæster, der ville studere det allernyeste inden for hospitalsbyggeri.
Jubilæet blev markeret mandag 3. september med en lille kage til kaffen for både indlagte og ambulante patienter samt de medarbejdere, som har deres daglige arbejde på hospitalet.

Samme udvendigt
Hospitalets centralkompleks står udvendigt i store træk som ved indvielsen, mens funktionen har ændret sig.
– Hospitalet i Glostrup startede som det første store omegnshospital, og havde i flere år landets største akutmodtagelse. Med Region Hovedstadens første hospitalsplan skiftede profilen, så hospitalet først blev et selvstændigt specialhospital og siden fusionerede med Rigshospitalet. Den brede akutmodtagelse blev til en akutklinik, som i dag ledes af Hvidovre Hospital sammen med den store medicinske afdeling, som stadig er placeret på hospitalet. Profilen som højt specialiseret hospital udbygges de kommende år med opførelsen af en ny neurorehabiliteringsbygning, fortæller hospitalsdirektør Per Christiansen.
I alt 175 sengepladser på Glostrup er i dag en del af Rigshospitalet. Sidste år blev mere end 13.000 patienter indlagt i Glostrup, og der var 229.000 ambulante besøg. Dertil kommer aktiviteten på Medicinsk Afdeling.
Omkring 2.500 af Rigshospitalets ansatte arbejder på Glostrup-matriklen. Efter fusionen i 2015 er klinikkerne blevet en del af centerstrukturen på Rigshospitalet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top